Kilde: VEJ nr 9142 af 26/02/2019 Social- og Indenrigsministeriet

Vejledning om indsatser og særlig støtte til børn og unge og deres familier

Fremhævninger: Aktivsocialraadgiver.dk

Kapitel 7 – Sagsbehandling i sager om børn og unge med særlige behov for støtte

138. I dette kapitel beskrives de generelle krav til sagsbehandlingen i sager om børn og unge med særlige behov for støtte, herunder krav om inddragelse af familie og netværk samt kommunens pligt til at høre barnet eller den unge, forinden der træffes en endelig afgørelse.

Generelle krav til sagsbehandlingen

1. I forhold til sagsbehandlingen i sager om børn og unge med behov for særlig støtte, herunder også børn og unge med nedsat funktionsevne, skal det indledningsvist fremhæves, at udgangspunktet er, at sagsbehandlingen skal følge de almindelige bestemmelser i bl.a. retssikkerhedsloven, databeskyttelsesforordningen, databeskyttelsesloven og forvaltningsloven om behandling af sager. Dvs. at sagsbehandlingen skal leve op til de almindelige regler om oplysningspligt, tavshedspligt, videregivelse af oplysninger m.v. Der henvises med hensyn til disse spørgsmål til vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. På enkelte punkter er der i serviceloven fastsat nærmere regler om sagsbehandlingen.

Hovedparten af disse regler gennemgås i dette kapitel.
Derudover gennemgås i kapitel 12 en række særlige regler om sagsbehandlingen i sager, hvor der træffes afgørelser uden samtykke.
Særlig støtte til børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne efter kapitel 11 i serviceloven er også omfattet af reglerne om sagsbehandling, herunder undersøgelse jf. servicelovens § 50 og udarbejdelse af handleplaner jf. servicelovens § 140. Derimod skal de særlige sagsbehandlingsregler ikke følges, når der behandles sager om handicapkompenserende støtte til børn og unge med funktionsnedsættelse.

140. Der må generelt stilles store krav til sagsbehandlingen i sager om støtte til børn eller unge og deres familier, da der er tale om meget følsomme sager. Det er sager, der har stor indflydelse på de involveredes liv, og som ofte indeholder meget personlige og private oplysninger. Desuden er der under visse betingelser mulighed for at træffe afgørelser, som trods et manglende samtykke kan gennemføres over for forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år. Dette gør det særlig vigtigt, at sagsbehandlingen lever op til lovgivningens krav, og hvad der i øvrigt følger af god forvaltningsskik.

1. De fleste kommuner anvender i 2018 ICS (Integrated Children’s System) i sagsbehandlingen. ICS er den socialfaglige systematik i det it-baserede sagsbehandlingssystem DUBU (Digitalisering – Udsatte Børn og Unge). For at kunne anvende ICS i sagsbehandlingen, skal kommunen indgå en ICS licensaftale med Børne- og Socialministeriet.
   I dette kapitel og kapitel 8 er det præciseret, hvad kommunen skal være opmærksom på i sagsbehandlingen, for at leve op til lovgivningen, når der anvendes ICS.

Journalføring

142. I hver enkelt sag skal der foreligge fyldestgørende journalisering og dokumentation for den foretagne sagsbehandling samt de eventuelle foranstaltninger, der iværksættes. Det skal således fremgå tydeligt af personsagen, at eventuelle foranstaltninger er iværksat med hjemmel i servicelovens bestemmelser, at de lovpligtige sagsbehandlingsskridt efter serviceloven er overholdt samt, at der ved sagsbehandlingen er foretaget de nødvendige vurderinger, overvejelser og skøn.

I henhold til offentlighedsloven § 15 skal dokumenter, der er modtaget eller afsendt af en forvaltningsmyndighed som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed, journaliseres i det omfang dokumentet har betydning for en sag eller sagsbehandlingen i øvrigt. Det samme gælder interne dokumenter, der foreligger i endelig form.

Det er således vigtigt, at der i sagen føres en dækkende journal, både for at notatpligten overholdes, men også for at andre efterfølgende har mulighed for at sætte sig ind i sagen.
Det hører også med til god forvaltningsskik, at det fremgår, hvem der har udfærdiget noteringer i journalen eller har udstedt erklæringer, udtalelser eller lignende til brug for sagen. Det er også vigtigt, at det i forbindelse med udfærdigelse af erklæringer fremgår, om disse er baseret på en egentlig undersøgelse af eller samtale med den, som erklæringen angår, eller om erklæringen er udfærdiget alene på allerede foreliggende skriftligt materiale eller foreliggende viden.

Generelt om orientering af forældremyndighedens indehaver og den unge

143. Kommunen skal aktivt medvirke til, at forældremyndighedens indehaver eller den unge, der er fyldt 15 år, bliver orienteret om de rettigheder, de har efter forvaltningsloven.

Dette gælder også for børn over 12 år i forbindelse med deres ret til at klage over forebyggende foranstaltninger og anbringelse uden for hjemmet efter § 52, stk. 3, jf. servicelovens § 167, stk. 1, og § 168, stk. 2. For så vidt angår de tilfælde, der ikke er omfattet af reglen i servicelovens § 73 om den særlige pligt til at gøre forældremyndighedens indehaver og andre parter bekendt med retten til aktindsigt m.v., bør det også her overvejes, om det er hensigtsmæssigt at orientere parterne.

Af hensyn til familiens retssikkerhed er det vigtigt, at der under hele sagsforløbet sker en grundig orientering af familien om de oplysninger, der foreligger i sagen, samt om de overvejelser kommunen gør sig med hensyn til indhentelse af andre oplysninger og eventuelle overvejelser om nødvendige foranstaltninger.

Der gøres i den forbindelse opmærksom på databeskyttelsesforordningens artikel 13, 14 og 15 om oplysningspligt og indsigtsret samt § 22 i databeskyttelsesloven om begrænsninger i den registreredes rettigheder.

En grundig orientering og en god inddragelse af hele familien, herunder også barnet eller den unge, er således en nødvendig forudsætning for, at der kan etableres et reelt samarbejde mellem familien og kommunen om at finde de løsninger, der bedst tilgodeser familiens behov, og som kan bringe familien ud af dens vanskeligheder.

Det er således væsentligt, at familien medvirker aktivt til løsningen af problemerne, og dette kan kun ske, hvis familien undervejs bliver gjort bekendt med kommunens overvejelser, og får mulighed for at fremkomme med eventuelle kommentarer og korrektioner til de oplysninger, der er i sagen. Der bør således ske en løbende orientering under hele sagsforløbet.

I sager om børn og unge med nedsat funktionsevne må man være opmærksom på, at orienteringen eventuelt må tilrettelægges på en særlig måde, fordi der kan være kommunikative vanskeligheder som følge af barnets eller den unges funktionsnedsættelse, som kan gøre en kommunes normale procedure ved orienteringen uhensigtsmæssig at anvende.

Systematisk inddragelse af familie og netværk

Serviceloven
§ 47. Kommunalbestyrelsen skal overveje, hvordan der kan ske en systematisk inddragelse af familie og netværk.

1. Inddragelse af barnet eller den unge, familien og netværket er et vigtigt grundlag for at nå formålet med den sociale indsats. Inddragelsen sikrer først og fremmest, at familiens og netværkets viden om barnet afdækkes grundigt, da det ofte er dem, der ved mest om barnets og familiens problemer.
   Dette sikrer således, at de rigtige oplysninger ligger til grund for de afgørelser, som bliver truffet.

Samtidig sikres det, at de ressourcer der er i familien og netværket, afdækkes og inddrages i løsningen af barnets problemer. Dette kan for eksempel være i form af, at personer fra netværket hjælper med at sikre, at barnet kommer i skole hver dag eller i form af, at barnet kommer i aflastning eller anbringes i netværket hos personer, som barnet kender eller er tryg ved. Inddragelsen skal også sikre, at de involverede parter oplever at blive taget alvorligt, at de støtter op om indsatsen, og at det i videst muligt omfang undgås, at barnet eller den unge bliver midtpunktet i konflikter mellem myndighederne og familien.

Det er således et spørgsmål om at styrke retssikkerheden for barnet og familien, og inddragelsen af både forældrene og det øvrige netværk kan bidrage til at sætte fokus på ressourcerne frem for kun at se problemerne.

I sager om vold og herunder æresrelaterede konflikter og sager om seksuelle overgreb gør der sig, afhængig af overgrebets karakter, særlige forhold gældende omkring inddragelse af familie og netværk.

Ved underretninger vedrørende vold, æresrelaterede konflikter eller seksuelle overgreb bør der altid gennemføres børnesamtale uden forældrenes tilstedeværelse umiddelbart efter modtagelse af underretningen, medmindre væsentlige forhold taler imod dette (for eksempel en åbenlyst grundløs underretning).

Servicelovens § 47 giver derfor kommunen pligt til at overveje, hvordan familie og netværk kan inddrages systematisk. Den systematiske inddragelse kan eksempelvis ske ved at anvende metoder som familierådslagning, netværksmøder eller familiekontrakter.

Servicelovens § 47 forpligter ikke kommunen til at anvende en bestemt metode, men kommunen kan efter behovene i den enkelte sag og den lokale prioritering på området selv beslutte, hvordan det sikres, at familien inddrages systematisk.

Med henblik på at andre myndigheder eller sagsbehandlere skal behandle sagen, skal kommunens overvejelser om, hvordan familie og netværk kan inddrages i den konkrete sag samt beskrivelser af hvordan inddragelsen er sket, fremgå af journalen.

Kommunens inddragelse af familie og netværk skal naturligvis ske under hensyntagen til reglerne om indhentelse og videregivelse af oplysninger, jf. retssikkerhedsloven, forvaltningsloven, databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.

Høring m.v. af barnet eller den unge

Serviceloven

§ 48. Inden der træffes afgørelse efter §§ 51, 52, 52 a, 56, 57 a, 57 b, 58, 62 og 63, § 65, stk. 2 og 3, og §§ 68-71 og 75, skal der finde en samtale sted med barnet eller den unge herom. Samtalen kan undlades, hvis der umiddelbart forinden er gennemført en samtale med barnet eller den unge ved gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse, jf. § 50. Samtalen kan finde sted uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og uden dennes tilstedeværelse, når hensynet til barnets eller den unges bedste taler herfor.
Stk. 2. Samtalen kan undlades, i det omfang barnets modenhed eller sagens karakter i afgørende grad taler imod samtalens gennemførelse. Kan samtalen ikke gennemføres, skal barnets holdning til den påtænkte afgørelse søges tilvejebragt.

Hvornår skal der finde en samtale sted med barnet eller den unge?

1. Servicelovens § 48 giver myndigheden en pligt til at afholde en samtale med barnet eller den unge, inden der træffes afgørelser, som berører barnet eller den unge. Dette medfører, at der skal afholdes en samtale med barnet eller den unge, inden der træffes afgørelser om iværksættelse eller ophør af foranstaltninger, afgørelser om samvær under en anbringelse, valg af anbringelsessted m.v.

Barnet eller den unge har naturligvis altid ret til at sige nej til en samtale. Samtalen kan finde sted uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og uden dennes tilstedeværelse, når hensynet til barnets eller den unges bedste taler herfor. Samtalen med barnet eller den unge efter servicelovens § 48 kan alene udelades, såfremt der umiddelbart forinden er afholdt samtale med barnet eller den unge i forbindelse med en undersøgelse efter servicelovens § 50.

Konkret betyder servicelovens § 48, at der skal afholdes en samtale med børn og unge i forbindelse med afgørelser efter:

• servicelovens § 51, om tvangsmæssig undersøgelse
• servicelovens § 52, om foranstaltninger
• servicelovens § 52 a, om økonomisk støtte til forældremyndighedsindehaveren
• servicelovens § 56, om afgørelser efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 1, 3 og 6 uden samtykke
• servicelovens § 57 a, om forældrepålæg
• servicelovens § 57 b, om ungepålæg
• servicelovens § 58, om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke
• servicelovens § 62, om genbehandlingsfrister
• servicelovens § 63, om lægelig undersøgelse og behandling uden samtykke
• servicelovens § 65, stk. 2-3, om Ankestyrelsens beføjelser uden klage
• servicelovens § 68, om ophør af foranstaltninger
• servicelovens § 68 a, om videreførelse af en anbringelse
• servicelovens § 68 b, om kommunens opgaver i forbindelse med anbringelsen herunder valg af anbringelsessted
• servicelovens § 68 c, ved anbringelse med henblik på adoption
• servicelovens § 69, om kommunens opgaver under anbringelsen
• servicelovens § 70, om revidering af handleplanen
• servicelovens § 71, om samvær og kontakt med forældrene og netværk
• servicelovens § 75, om foreløbige afgørelser

Der kan dog også være andre tilfælde, hvor der efter en konkret vurdering kan være behov for at afholde en børnesamtale. Da formålet med børnesamtalen også er at få sagen tilstrækkeligt oplyst, må det således altid overvejes, om der er behov for en børnesamtale.

Formålet med samtalen med barnet eller den unge

146. Formålet med samtalen med barnet eller den unge er for det første, at den myndighed, som skal træffe afgørelse i sagen – typisk kommunen – får et førstehåndskendskab til det barn eller den unge, som sagen drejer sig om.

Der kan således gå væsentlige oplysninger tabt, hvis sagsbehandleren ikke selv taler med barnet eller den unge.
For det andet er det vigtigt, at der bliver taget hensyn til barnets eller den unges egen opfattelse af situationen. Samtalen skal derfor klarlægge barnets eller den unges egen holdning til den påtænkte afgørelse.

Hvordan skal samtalen foregå?

147. Samtalen med barnet eller den unge skal ske på en kvalificeret og respektfuld måde.
Det er centralt, at kommunen gør sig tilstrækkelige anstrengelser for at finde frem til barnets eller den unges egen mening i sagen, og derfor skal mødet foregå så afslappet, roligt og så tillidsvækkende som overhovedet muligt.

Særligt for mindre børn skal samtalen foregå på en måde, der er afpasset barnets alder, modenhed og sagens art.
Det er vigtigt, at barnet ikke sættes i situationer, som det ikke kan overskue og ikke har forudsætninger for at tage stilling til.

I forhold til børn og unge med væsentlige fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser kan det være nødvendigt at tage særlige hensyn eller anvende særlige fremgangsmåder for at sikre inddragelsen af også disse børn og unge. Kommunen kan i denne sammenhæng vælge at inddrage Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet (DUKH) og lignende på området i forhold til den konkrete funktionsnedsættelse, som barnet eller den unge har.

Høring og inddragelse af barnet og børn og unges ret til en bisidder

Serviceloven
§ 48 a. Et barn eller en ung, hvis sag behandles efter denne lov, har på ethvert tidspunkt af sagens behandling ret til at lade sig bistå af andre.

Stk. 2-4. —

148. Ved behandlingen af sager om særlig støtte til børn og unge, er det af afgørende betydning, at barnets eller den unges holdning og interesser bliver belyst. Der kan i disse sager være tale om udsatte og sårbare børn og unge, for hvem det kan være belastende og utrygt at deltage i samtaler med kommunen.

Endvidere kan det være vanskeligt for barnet eller den unge at give udtryk for sin uforbeholdne mening. Når det gælder børn og unge med behov for særlig støtte, har de ikke altid forældre, som de kan støtte sig til.

Derfor er det afgørende at understøtte, at barnet eller den unge får hjælp til at lade sin mening komme fyldestgørende frem under behandlingen af deres sag.
Dette bidrager til at sikre, at barnet eller den unge får den støtte, som barnet eller den unge har behov for. I den forbindelse er det vigtigt, at barnet eller den unge kan medtage en bisidder ved møder og samtaler med kommunen. Bisidderen kan virke tryghedsskabende for barnet eller den unge, og kan fungere som barnets eller den unges garant for, at barnets eller den unges meninger og interesser bliver tilkendegivet og belyst fyldestgørende under sagsbehandlingen.

Kommunerne har pligt til at oplyse barnet eller den unge om retten til at lade sig bistå ved samtalen og den øvrige behandling af sagen, om den støtte som en bisidder kan give, og om de forskellige muligheder, der findes, for at få en bisidder. Sagsbehandleren kan endvidere vælge at hjælpe barnet eller den unge med at finde en bisidder.

En bisidder kan f.eks. være en person i barnets eller den unges netværk, som barnet eller den unge føler sig tryg ved og er fortrolig med. Kommunen kan også oplyse om, at Børns Vilkår tilbyder professionelle bisiddere til børn og unge, der eksempelvis ikke har en person i sit netværk som de ønsker at lade sig bistå af, jf. nærmere herom i punkt 149 ff.

Der kan være tilfælde, hvor barnet eller den unge i første omgang vurderer, at der ikke er behov for en bisidder, men hvor sagen over tid udvikler sig på en sådan måde, at barnets eller den unges behov for en bisidder skærpes.

Det kan derfor være hensigtsmæssigt, at sagsbehandleren løbende drøfter spørgsmålet om barnets eller den unges muligheder for at få en bisidder således, at en tidligere afvisning af tilbuddet om en bisidder kan ændres, hvis barnet eller den unge på et senere tidspunkt ønsker dette.

Informationen til bisidderen skal foregå gennem barnet eller den unge, da det er vigtigt, at det er barnets eller den unges selvstændige ret til at blive hørt, der er i centrum. Hvis bisidderen modtager mere information end barnet eller den unge, vil der være en risiko for, at bisidderen overtager sagen på bekostning af barnets eller den unges interesse. Beføjelsen for bisidderen består således alene i at være til stede under møderne med barnet eller den unge, og ikke i at kommunikere med forvaltningen uden om barnet eller den unge. Det er op til barnet eller den unge selv, hvor meget bisidderen i øvrigt skal informeres om sagen. Barnet eller den unge har dog mulighed for at aftale med kommunen, at den skal udsende mødeindkaldelser til bisidderen.

Barnet eller den unges ret til en bisidder er ikke en foranstaltning i forhold til barnet eller den unge, men alene en ret som barnet eller den unge kan gøre brug af efter lyst og behov.

Professionel bisidder

1. En professionel bisidder fra Børns Vilkår er en børnefagligt uddannet person med særlig erfaring i børnesamtaler, der kan støtte barnet socialfagligt og lovgivningsmæssigt. Bisidderen tager altid udgangspunkt i barnets perspektiv. En professionel bisidder kan endvidere hjælpe barnet og den unge til at se tingene i et nyt perspektiv. En professionel bisidder kan være med til at hjælpe barnet til refleksion og nuancering samt til at drøfte forskellige muligheder sammen med barnet eller den unge. Dog med forståelse af og respekt for barnets perspektiv.

Beføjelserne for den professionelle bisidder består således i at forberede barnet eller den unge på møder med myndigheder, at være til stede under møderne, at hjælpe barnet eller den unge med at få formuleret hvad der er vigtigt for barnet, at evaluere et møde hos kommunen, at hjælpe barnet eller den unge med at forstå afgørelser og eventuelt at udforme klage sammen med barnet eller den unge.

Derudover vil den professionelle bisidder under hele sagsforløbet kunne hjælpe barnet eller den unge med kontakten til myndighederne, således at det sikres at barnet inddrages i sagsbehandlingen.

Tilsidesættelse af barnets eller den unges valg af bisidder

Serviceloven
§ 48 a. —
Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis myndigheden træffer afgørelse om, at barnets eller den unges interesse i at kunne lade sig bistå bør vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov. Myndigheden kan endvidere træffe afgørelse om at tilsidesætte barnets eller den unges valg af bisidder, hvis der er bestemte grunde til at antage, at bisidderen vil varetage andre interesser end barnets eller den unges.
Stk. 3. Myndigheden kan træffe afgørelse om at udelukke en bisidder helt eller delvis fra et møde, hvis det skønnes af betydning for at få barnets eller den unges uforbeholdne mening belyst.
Stk. 4. —

150. Der er ikke fastsat generelle regler om, at en bisidder skal være myndig. Der er endvidere heller ikke fastsat nærmere regler om, hvilke personer, der kan fungere som bisidder.

Den kommunale myndighed kan dog i særlige tilfælde træffe afgørelse om at tilsidesætte barnets eller den unges valg af bisidder, hvis der er bestemte grunde til at antage, at bisidderen vil varetage andre interesser end barnets eller den unges, jf. § 48 a, stk. 2.

Udgangspunktet for at afvise barnets eller den unges valg af bisidder skal altid være barnets eller den unges tarv. Vurderingen skal samtidig baseres på en saglig vurdering af de omstændigheder som medfører, at den pågældende ikke kan fungere som bisidder for barnet eller den unge, f.eks. hvis valget af bisidder vil kunne bringe barnet i en interessekonflikt. Det må derfor bero på en konkret vurdering, hvorvidt valget af en given bisidder kan påvirke barnet eller den unge på en måde, der ikke er i barnets eller den unges interesse.

Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis bisidderen reelt er valgt af forældrene i strid med barnets eller den unges interesser. Forældrene eller personale fra et anbringelsessted vil ligeledes kunne udelukkes som bisiddere, hvis det ud fra en konkret vurdering vurderes, at de lægger pres på barnet eller den unge.

Det bemærkes, at en mistanke om, at en bisidder ikke vil kunne gavne et barns sag ikke er tilstrækkelig til at tilsidesætte valget af bisidder, og der bør således foreligge saglige argumenter for at afvise barnets eller den unges valg af bisidder. Endvidere bør sagsbehandleren i sådanne tilfælde hjælpe barnet med at finde en anden bisidder, herunder f.eks. en professionel bisidder fra Børns Vilkår.

Barnet eller den unge kan påklage en afgørelse som fratager dem retten til at tage en bestemt person med som bisidder, jf. servicelovens § 167, stk. 3.

1. Forældremyndighedsindehaveren kan være uenig i barnets eller den unges valg af bisidder, jf. § 48 a, stk. 3. Det kan være i situationer, hvor barnets eller den unges valg af bisidder kan give anledning til alvorlige konflikter med forældremyndighedsindehaveren. For at undgå dette bør der gives forældremyndighedsindehaveren adgang til at rejse indsigelse mod barnets eller den unges valg, hvorefter den myndighed, der behandler sagen, vil skulle vurdere, om der samlet set er grundlag for at træffe afgørelse om barnets eller den unges interesse i at vælge den pågældende bør vige for forældrenes modvilje over for den pågældende som bisidder, f.eks. fordi der er tale om et nærtstående familiemedlem. En afgørelse om valg af bisidder kan påklages til Ankestyrelsen.

Bisidderen skal være fyldt 15 år

Serviceloven
§ 48 a. —
Stk. 2-3. —
Stk. 4. En bisidder for et barn eller en ung skal være fyldt 15 år og er omfattet af straffelovens § 152 om tavshedspligt.

152. En bisidder efter servicelovens § 48 a for et barn eller ung skal være fyldt 15 år, og bisidderen er omfattet af straffelovens § 152 om tavshedspligt, jf. § 48 a, stk. 4. Baggrunden herfor er, at bisidderen på møderne med barnet eller den unge kan blive bekendt med en række oplysninger om barnets eller den unges familie, herunder navnlig barnets eller den unges forældre, samt oplysninger om barnet eller den unge selv.

I det omfang at myndigheden berettiget videregiver fortrolige oplysninger til barnet eller den unge, f.eks. i forbindelse med høring af barnet eller den unge, vil den bisidder, der ledsager barnet eller den unge til et møde hos en myndighed være berettiget til at blive gjort bekendt med disse oplysninger. Forvaltningen har ikke ret til at videregive oplysninger til bisidderen ud over de oplysninger, som bisidderen modtager under møder sammen med barnet eller den unge.

Forskel på bisidder og legal repræsentant

1. Når det drejer sig om børn og unge under 18 år, som er umyndige, og hvor der er en forældremyndighedsindehaver, er det nødvendigt at sondre mellem en bisidder og en legal repræsentant. Den legale repræsentant for børn og unge under 18 år vil normalt være indehaveren af forældremyndigheden, som også er værge, jf. værgemålslovens kapitel 1. Unge over 12 år har imidlertid i visse tilfælde ret til deres egen advokat, der således bliver legal repræsentant for den unge, jf. kapitel 12 om sager, der behandles af børn og unge-udvalget.

Den legale repræsentant må ikke forveksles med en personlig støtte for barnet, altså en bisidder. Ved bisidder forstås i denne sammenhæng alene en personlig støtte for barnet eller den unge, der under sagen kan give barnet eller den unge råd og vejledning eller som blot ved sin tilstedeværelse kan indgyde barnet eller den unge tryghed.

Samtale uden forældremyndighedsindehaverens samtykke

154. Afholdes samtalen uden forældremyndighedsindehaverens samtykke er det centralt, at kommunerne er opmærksomme på deres pligt til at oplyse barnet eller den unge om dennes ret til at lade sig bistå ved samtalen og den øvrige behandling af sagen, jf. § 48 a.

Muligheden for at gennemføre samtalen uden forældremyndighedsindehaverens samtykke og deltagelse kan for eksempel være relevant i sager hvor det vurderes, at forældremyndighedsindehaverens tilstedeværelse kan udgøre en barriere for, at barnet eller den unge fyldestgørende kan udtrykke sine synspunkter.

Når en samtale gennemføres uden forældremyndighedsindehaverens tilstedeværelse, skal kommunen sørge for, at samtalen foregår i trygge rammer for barnet eller den unge. Det kan ske i et børnevenligt indrettet lokale eller et sted uden for forvaltningen, hvor barnet eller den unge føler sig tryg, eksempelvis i barnets dagtilbud eller på barnets eller den unges skole.

I forhold til børn og unge med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse kan der endvidere være særlige kommunikative vanskeligheder som følge af funktionsnedsættelsen, som der bør tages højde for ved gennemførelse af samtalen.

Når en samtale gennemføres uden forældremyndighedsindehaverens tilstedeværelse, skal kommunen være særligt opmærksom på at søge at opretholde en god dialog med barnets eller den unges forældremyndighedsindehaver.

Det bør forsøges at opnå forældremyndighedsindehaverens forståelse for, hvorfor det ikke er hensigtsmæssigt, at vedkommende deltager i samtalen.

Endvidere bør der efter samtalen være en god dialog med forældremyndighedsindehaveren om samtalens formål m.v. Afholdelse af en samtale uden samtykke fra forældremyndighedsindehaver anses ikke for at være en afgørelse i sig selv, men anses i stedet for at være et led i sagsbehandlingen (faktisk forvaltningsvirksomhed).

Barnets eller den unges synspunkter skal tillægges passende vægt

155. Barnets eller den unges opfattelse skal jf. servicelovens § 46, stk. 3, tillægges passende vægt.
Dette betyder, at barnets eller den unges opfattelse bør tillægges betydning i den samlede vurdering af, hvilken afgørelse der skal træffes.

Dette gælder f.eks. i forhold til barnets eller den unges ønske om, at der vælges en bestemt person som fast kontaktperson efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 6, eller at et anbringelsessted skal give mulighed for, at barnet eller den unge fortsat kan deltage i fodbold eller lignende. I afgørelser om barnets eller den unges samvær med forældre og netværk under en anbringelse uden for hjemmet, skal hensynet til barnets eller den unges opfattelse og behov tillægges mere vægt end forældrenes ønske om samvær og kontakt, jf. servicelovens § 71. Der henvises til punkt 465 ff. om samvær og kontakt med forældrene og andre fra netværket.

Samtalen skal ikke kun dreje sig om, hvordan et barn eller en ung har det generelt, men skal også konkret omhandle barnets eller den unges holdning til f.eks. et samværs omfang eller en påtænkt foranstaltning.

Servicelovens § 46, stk. 3, indebærer ikke en pligt til at følge barnets eller den unges holdning og ønsker.

Der kan være faglige overvejelser der umuliggør opfyldelsen af barnets eller den unges ønsker.
I de tilfælde, hvor barnets eller den unges holdning til sagen ikke tillægges vægt, bør der imidlertid i sagen foreligge oplysninger om, hvorfor dette ikke er tilfældet, og sagsbehandleren kan med fordel overveje at informere barnet eller den unge om beslutningen og baggrunden for denne.

Selv om børn og unge skal involveres, og deres synspunkter tillægges vægt, er det myndighedens ansvar at træffe en afgørelse. Det er vigtigt, at kommunen gør barnet eller den unge opmærksom på, at der ikke er tale om, at barnet eller den unge selv kan vælge, hvad der skal ske. Dermed kan det for det første undgås, at barnet eller den unge oplever selv at have ansvaret for beslutningen. For det andet sikrer dette, at barnet eller den unge ikke oplever unødig skuffelse, hvis kommunen ender med at træffe en anden afgørelse end den afgørelse, barnet eller den unge havde ønsket.

Høringen af barnet eller den unge træder ikke i stedet for dennes mulighed for at udtale sig for børn og unge-udvalget, jf. servicelovens § 74, stk. 2.

Hvornår kan man undlade samtalen?

1. Udgangspunktet er, at myndigheden har pligt til at afholde en samtale med alle børn og unge uanset deres alder. Samtalen kan dog undlades, hvis der umiddelbart forinden er gennemført en samtale med barnet eller den unge ved gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse, jf. servicelovens § 50.

Da en børnefaglig undersøgelse skal afsluttes senest 4 måneder efter at kommunen bliver opmærksom på, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte, jf. servicelovens § 50, stk. 7, betyder dette at der umiddelbart inden kommunen træffer en afgørelse, skal være talt med barnet inden for denne tidsramme.

Kommunen vil dog i disse tilfælde fortsat have pligt til at oplyse barnet eller den unge om afgørelsens indhold i overensstemmelse med de gældende forvaltningsretlige principper. Den børnefaglige undersøgelse skal indeholde oplysninger om, hvordan barnet eller den unge stiller sig til foranstaltningerne, jf. servicelovens § 50, stk. 6. Samtalen kan også undlades i enkelte situationer, hvor barnets modenhed eller sagens karakter kan begrunde, at barnet ikke høres.

Først bør det imidlertid altid vurderes, om det vil være hensigtsmæssigt for gennemførelsen af samtalen, at barnet har en bisidder med. Dette kan eksempelvis være hensigtsmæssigt i situationer, hvor det overvejes at undlade samtalen på grund af barnets modenhed eller fordi barnet er udviklingshæmmet eller lignende, men hvor deltagelsen af en bisidder vil kunne muliggøre, at samtalen alligevel bliver gennemført.

157. Der kan forekomme situationer, hvor det af hensyn til barnet ikke er hensigtsmæssigt at gennemføre samtalen. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis en samtale vil stille barnet i en meget presset situation. I disse sager skal der foretages en konkret vurdering af, om hensynet til barnet eller den unge i afgørende grad taler imod, at barnet eller den unge høres eller inddrages. Der skal ved denne vurdering ikke tages udgangspunkt i, hvorvidt »det nytter noget« at høre barnet eller den unge, men alene i om barnets situation tilsiger, at høring og inddragelse bør undlades.

Barnet eller den unge har naturligvis ret til at afslå at udtale sig. Hvis barnet eller den unge ikke ønsker at udtale sig, vil oplysninger herom opfylde lovens krav om, at der skal finde en samtale sted.

Såfremt der ikke gennemføres en samtale med barnet eller den unge, skal dette fremgå af sagen med en konkret begrundelse for, hvorfor samtalen ikke har fundet sted. Samtidig bør myndigheden forsøge at afdække barnets eller den unges holdning til den påtænkte foranstaltning på anden vis. Dette kan f.eks. ske ved at tale med personer i barnets eller den unges netværk, som barnet eller den unge har en fortrolighed med eller ved at der ses på tidligere oplysninger i sagen.

Forældremyndighedsindehaveren kan ikke modsætte sig, at kommunen giver barnet mulighed for en samtale. Forældremyndighedsindehaveren har ikke ret til at være til stede under samtalen. Samtalen kan således finde sted uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og uden dennes tilstedeværelse, når hensynet til barnets eller den unges bedste taler herfor. I nogle tilfælde kan det dog – f.eks. af hensyn til barnets tryghed, være hensigtsmæssigt at forældrene er til stede under samtalen.

Ankestyrelsens praksis vedr. samtaler med børn

158. Manglende overholdelse af reglerne i servicelovens § 48 om samtale med børn og unge kan medføre, at en afgørelse bliver ugyldig se. Ankestyrelsens principafgørelse O-40-98.

Ankestyrelsen kan således erklære børn og unge-udvalgsafgørelser om foranstaltninger ugyldige i situationer, hvor der ikke forud for mødet i børn og unge-udvalget har været afholdt samtale med barnet eller den unge, og hvor der ikke foreligger oplysninger om barnets modenhed, der taler imod samtalens gennemførelse, og hvor barnets eller den unges holdning ikke er kendt.

I andre situationer kan Ankestyrelsen vælge at udtale kritik af manglende overholdelse af reglerne om børnesamtale og således ikke erklære afgørelsen ugyldig. Dette gælder i tilfælde hvor den manglende afholdelse af samtalen ikke konkret har haft så væsentlig betydning for afgørelsens resultat, eksempelvis hvor barnets eller den unges holdning er tilvejebragt på anden vis.

Hvis der ikke gennemføres en samtale med barnet eller den unge, lægger Ankestyrelsen vægt på, om der foreligger en konkret begrundelse for, hvorfor samtalen ikke er gennemført. Samtalen kan undlades, hvis en samtale vil stille barnet i en meget presset situation, eller hvis barnets modenhed og forudsætninger eller sagens karakter taler afgørende imod en samtale. I disse sager skal der foretages en konkret vurdering af, om hensynet til barnet (f.eks. i forhold til barnets alder, funktionsniveau eller andet) i afgørende grad taler imod, at barnet høres eller inddrages.

Ankestyrelsen har derudover påpeget, at det følger af den almindelige notatpligt, at der skal udarbejdes et særskilt notat om samtalen. Dette notat skal bl.a. indeholde oplysninger om tidspunktet for og indholdet af samtalen. Ankestyrelsen lægger således vægt på, at der i sagen foreligger dokumentation for, at der er blevet afholdt en egentlig samtale med barnet eller den unge før en afgørelse træffes, og at der ikke blot henvises til, at der løbende har været ført samtaler med barnet eller den unge.

Endelig har Ankestyrelsen påpeget, at når der er tale om en sag, der skal forelægges børn og unge-udvalget med henblik på en afgørelse om anbringelse uden for hjemmet, bør samtalen afholdes i rimelig tilknytning til afholdelsen af mødet, således at oplysningerne er dækkende for barnets aktuelle holdning.

Ankestyrelsens praksis vedrørende børnesamtaler gælder ligeledes for afgørelser truffet af kommunen.

Information når afgørelse om foranstaltning er truffet

1. Det er vigtigt, at børn og unge informeres om, at der er truffet afgørelse om en foranstaltning, og hvad foranstaltningen indebærer, inden denne iværksættes. Dette er vigtigt for at sikre, at barnet eller den unge får det størst mulige udbytte af foranstaltningen og føler sig tryg ved forandringerne.

Der er tale om en opgave, som det må anses for naturligt at forældrene varetager, men hvis kommunen bliver opmærksom på, at forældrene ikke evner at fortælle barnet eller den unge hvad der skal ske, er det myndighedens opgave at sikre, at barnet eller den unge får den nødvendige information.
Dette kan ske enten ved at støtte forældrene i at gennemføre samtalen, ved at finde en person i familiens netværk, som alle føler sig trygge ved der kan gennemføre samtalen, eller ved at sagsbehandleren selv påtager sig opgaven. I forhold til børn og unge med nedsat funktionsevne bør det sikres, at informationen gives på en sådan måde, at barnet eller den unge så vidt muligt kan forstå, hvad der skal ske. Dette er særligt relevant i de tilfælde, hvor barnets eller den unges funktionsnedsættelse medfører kommunikative vanskeligheder, eller hvor der er tale om psykiske funktionsnedsættelser, f.eks. udviklingshæmning.

Det tværfaglige samarbejde

1. Det tværfaglige samarbejde om indsatsen over for børn og unge med særlige behov for støtte er af væsentlig betydning for kvaliteten af indsatsen. Det er derfor vigtigt, at kommunerne tilrettelægger arbejdet i sager om særlig støtte til børn og unge således, at den tværfaglige sagkundskab kan inddrages i sagsbehandlingen.
   
   Den enkelte kommune har således en forpligtelse til at sikre, at der arbejdes tværfagligt og helhedsorienteret, hvilket bl.a. kommer til udtryk i servicelovens §§ 19, 46, 48 og 49 a.

Af sundhedslovens § 123, jf. hertil bekendtgørelse nr. 1344 af 3. december 2010 om forebyggende sundhedsydelser til børn og unge, fremgår desuden, at kommunalbestyrelsen med henblik på at tilgodese børn og unge med særlige behov er forpligtet til at oprette en tværfaglig gruppe, der skal sikre, at den enkeltes udvikling, sundhed og trivsel fremmes, og at der i tilstrækkeligt omfang formidles kontakt til lægefaglig psykologisk og anden sagkundskab. Såfremt der allerede findes en tværfaglig gruppe i kommunen, der varetager og koordinerer opgaver i forhold til de svagest stillede børn og unge, kan kommunalbestyrelsen beslutte, at opgaven efter sundhedslovens § 123 skal varetages af denne gruppe. I gruppen skal indgå en eller flere repræsentanter for den kommunale sundhedstjeneste. For yderligere information om sundhedslovens bestemmelser henvises til Vejledning om forebyggende sundhedsydelser, vejledning nr. 9636 af 21. oktober 2011. Det er dog op til den enkelte kommune at vurdere, hvordan det tværfaglige samarbejde bedst organiseres. Det tværfaglige arbejde kan styrke såvel den tidlige indsats som det forebyggende arbejde blandt vanskeligt stillede børn og unge og deres familier.

Som deltagere i det tværfaglige samarbejde kan indgå sagsbehandlere, pædagoger, lærere, læger, sundhedsplejersker, psykologer, m.fl.

Det er meget vigtigt at være opmærksom på, at der sker inddragelse af forældrene til det barn eller den unge som samarbejdet vedrører.

Vedrørende tværfagligt samarbejde om udarbejdelse af børnefaglige undersøgelser i sager, hvor der er viden eller mistanke om overgreb, se kapitel 9 om børnehuse.

<

h5>Udveksling af oplysninger i det tidlige eller forebyggende arbejde<7h5>

1. Udveksling af oplysninger som led i det tidlige eller tværfaglige samarbejde om børn og unge med særlige støttebehov er omfattet af straffelovens, forvaltningslovens, databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens almindelige regler om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger. Endvidere gælder sundhedsloven og servicelovens regler om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger om rent private forhold.

Reglerne om offentligt ansatte personers tavshedspligt findes i forvaltningslovens § 27. Her fremgår det, at den der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, når en oplysning ved lov er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser. Hvis en offentlig ansat bryder sin tavshedspligt, kan vedkommende straffes efter straffelovens § 152 og §§ 152 c-152 f.

Det er databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven, som regulerer videregivelse af personoplysninger mellem forvaltningsmyndigheder. Der henvises til Datatilsynet for yderligere vejledning vedrørende databeskyttelsesforordningen og databeskyttelseslovens regler.

Om udveksling af oplysninger efter § 50 c, i sager, hvor børnehuse benyttes fordi der er viden eller mistanke om overgreb, se kapitel 9 om børnehuse.

SSD-samarbejdet

Serviceloven
§ 49 a. Skole, skolefritidsordning, sygeplejersker, sundhedsplejersker, læger, tandlæger og tandplejere ansat i den kommunale sundhedstjeneste, dagtilbud, fritidshjem og myndigheder, der løser opgaver inden for området for udsatte børn og unge, kan indbyrdes udveksle oplysninger om rent private forhold vedrørende et barns eller en ungs personlige og familiemæssige omstændigheder, hvis udvekslingen må anses for nødvendig som led i det tidlige eller forebyggende samarbejde om udsatte børn og unge.
Stk. 2. Udveksling af oplysninger efter stk. 1 til brug for en eventuel sag, jf. kapitel 11 og 12, om et konkret barn eller en ung kan ske én gang ved et møde. I særlige tilfælde kan der ske en udveksling af oplysninger mellem de myndigheder og institutioner, der er nævnt i stk. 1, ved et opfølgende møde.
Stk. 3. Selvejende eller private institutioner, private klinikker eller friskoler, som løser opgaver for de myndigheder, der er nævnt i stk. 1, kan indbyrdes og med de myndigheder og institutioner, der er nævnt i stk. 1, udveksle oplysninger i samme omfang, som nævnt i stk. 1.
Stk. 4. De myndigheder og institutioner, der efter stk. 1-3 kan videregive oplysninger, er ikke forpligtede hertil.

1. Det er afgørende, at forældre til børn og unge med behov for særlig støtte, herunder børn og unge med funktionsnedsættelse, inddrages i den indsats, som kommunerne iværksætter over for de enkelte børn og unge. Dette gælder også i det tidlige forebyggende samarbejde. Der vil imidlertid være situationer, hvor fagfolk kan have behov for at tale om en konkret sag, inden forældrene inddrages. Derfor giver servicelovens § 49 a adgang til at fravige regler om udveksling af oplysninger om rent private forhold. Bestemmelsen har til formål at understøtte og kvalificere fagpersoners tidlige eller forebyggende samarbejde vedrørende børn og unge, som har behov for særlig støtte. Formålet er at give børn og unge en så tidlig og kvalificeret støtte som muligt, så deres problemer ikke vokser sig store og vanskeligt håndterbare.

Ifølge servicelovens § 49 a, stk. 1, kan skole, skolefritidsordning, sygeplejersker, sundhedsplejersker, læger, tandlæger og tandplejere ansat i den kommunale sundhedstjeneste, dagtilbud, fritidshjem efter § 52 i dagtilbudsloven samt myndigheder, der løser opgaver inden for området for udsatte børn og unge, indbyrdes udveksle oplysninger om konkrete børn og unges rent private forhold (personlige og familiemæssige omstændigheder). Dette gælder dog kun, hvis udvekslingen kan anses for nødvendig, som led i det tidlige forebyggende samarbejde (Skole-, Sundhedspleje og Dagtilbuds- samarbejdet).

Udvekslingen af oplysninger kan således kun ske mellem de myndigheder, der er nævnt i § 49 a, stk. 1, og 3, dvs. de myndigheder, institutioner og fagpersoner, der agerer på en kommunal myndigheds vegne inden for et bestemt myndighedsområde. Det drejer sig således om myndigheder, der løser opgaver inden for området for udsatte børn og unge (eksempelvis socialforvaltningen eller børne- og ungdomsforvaltningen, herunder Pædagogisk, Psykologisk Rådgivning (PPR), som er en del af forvaltningen på børne- og ungeområdet), og sygeplejersker, sundhedsplejersker, læger, tandlæger og tandplejere ansat i den kommunale sundhedstjeneste. Endvidere drejer det sig om dagtilbud, skoler samt selvejende eller private institutioner eller friskoler, som løser opgaver for de myndigheder der er nævnt i bestemmelsens stk. 1.

Efter § 49 a, stk. 3, kan der også ske udveksling af oplysninger mellem myndighederne og selvejende eller private institutioner, private klinikker eller friskoler, der løser opgaver for det offentlige inden for social- og undervisningsområdet.

Det er kun én bestemt persongruppe, som kan udveksle oplysninger med hjemmel i § 49 a.

F.eks. kan private, der ikke løser opgaver for det offentlige på de nævnte områder, herunder eksempelvis spejderklubber og sportsforeninger, ikke udveksle oplysninger efter § 49 a. Andre grupper af offentligt ansatte, herunder f.eks. privatpraktiserende læger, familieplejere, klubtilbud og anbringelsessteder er ligeledes ikke omfattet af bestemmelsen.

Nedenstående beskriver anvendelsen af § 49 a nærmere. Endvidere henvises til pjecen »Dialog om tidlig indsats – udveksling af oplysninger i det tværfaglige SSD-samarbejde og fagpersoners underretningspligt« (2011), som kan findes på www.socialstyrelsen.dk.

163. Betingelsen for, at der kan udveksles oplysninger om rent private forhold, er, at det sker som led i kommunens tidlige eller forebyggende samarbejde på børn og unge-området.

Samarbejdet har til formål at styrke sammenhæng og helhed i tilbuddene til de svagest stillede børn og unge og sikre, at der i tilstrækkeligt omfang formidles kontakt til sundhedsfaglig, social, pædagogisk, psykologisk og anden sagkundskab, jf. nærmere herom i bl.a. § 14 i bekendtgørelse om forebyggende sundhedsydelser for børn og unge nr. 1344 af 3. december 2010 samt § 19 i serviceloven.

Servicelovens § 49 a kan anvendes i tilfælde, hvor en fagperson i sit daglige arbejde med et barn eller en ung bliver bekymret for et konkret barns eller den unges trivsel, udvikling eller sundhed, og som i den sammenhæng har behov for at drøfte bekymringen med en eller flere relevante fagpersoner.

Drøftelsen har til formål at afklare, hvorvidt den konkrete bekymring skal give anledning til et særligt tiltag overfor barnet eller den unge. Den indledende drøftelse skal så vidt muligt søge at afdække problemets karakter, og kan på baggrund af drøftelsernes konklusioner føre til at der træffes en række forskellige afgørelser. Den indledende drøftelse kan for det første søge at afklare, om der er tale om et alvorligt problem, eller om bekymringen er grundløs. Hvis det viser sig, at et barn eller en ung kan have behov for støtte, skal de pågældende fagpersoner vurdere, om barnets eller den unges vanskeligheder er af en sådan karakter, at det kan løses i de generelle tilbud som f.eks. skole eller dagtilbud.

Hvis det viser sig, at problemet er af en sådan karakter, at de implicerede fagpersoner ikke kan vurder vanskelighedernes omfang, eller hvis der er grund til at antage, at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte som ikke kan løses i de generelle tilbud, bør der foretages en underretning efter § 153 i serviceloven. Der henvises til punkt 68 ff.

I de tilfælde, hvor en afklarende drøftelse efter § 49 a fører til iværksættelse af et tiltag over for barnet eller den unge, sker dette efter de gældende regler på området.

164. Det er alene oplysninger om det konkrete barn eller unges personlige og familiemæssige forhold, der kan udveksles mellem de omfattede myndigheder. Personlige og familiemæssige forhold omfatter i den forbindelse også de forhold, der er nævnt i servicelovens § 50, stk. 2, dvs. oplysninger om barnets eller den unges udvikling og adfærd, familieforhold, skoleforhold, sundhedsforhold, fritidsforhold og venskaber og andre relevante forhold. Der kan udveksles oplysninger om forhold i det konkrete barns og unges hjem, men kun hvis disse oplysninger er nødvendige i forhold til indsatsen over for barnet eller den unge.

Der kan kun ske udveksling af oplysninger mellem de nævnte myndigheder/institutioner, hvis udvekslingen må anses for nødvendig af hensyn til det tidlige forebyggende samarbejde. Der skal således være tale om børn eller unge, hvis trivsel, udvikling og sundhed, der er en konkret bekymring for, og som på den baggrund vurderes evt. at have behov for en tidlig forebyggende og helhedsorienteret indsats.

Udvekslingen af oplysninger om rent private forhold skal så vidt muligt være med til at hindre, at barnet eller den unges problemer vokser sig så store og vanskelige at håndtere, at eksempelvis en anbringelse uden for hjemmet kan blive nødvendig.

Bestemmelsen bør kun anvendes i de tilfælde, hvor der er tale om børn og unge, som vurderes at være i risiko for at være i, eller senere hen at komme i en udsat position, f.eks. i forhold til omsorgssvigt, skolefrafald eller kriminalitet. Hensynet til barnets tarv skal således tale for, at en eller flere myndigheder udveksler oplysninger med henblik på at afklare, om en bekymring for barnet eller den unge skal give anledning til en tidlig indsats, herunder om der kan være behov for en underretning efter servicelovens § 153.

165. Udvekslingen af oplysninger om rent private forhold forudsætter, at de pågældende fagpersoner først har forsøgt selv at vurdere problemstillingens karakter. Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at fagpersoner ikke altid kan forventes at kunne afdække et problems karakter. Problemers omfang eller karakter kan være vanskelige at vurdere i begyndelsesfasen og især i barnets tidlige år. Det er derfor vigtigt, at der i disse sager tages initiativ til en tværfaglig afklaring af problemets karakter med henblik på at sikre, at der sker en tidlig eller forebyggende afklaring af barnets problemer. Formålet med § 49 a er at understøtte og kvalificere myndighedernes fælles faglige afklaring af problemerne, herunder en afklaring af om det berørte barn eller den unge kan have behov for en forebyggende indsats i det generelle tilbud, eller om der er behov for en egentlig underretning efter § 153. Der kan således alene udveksles oplysninger som er nødvendige for, at de involverede myndigheder kan tage stilling til, om det pågældende barn eller den unge kan have behov for støtte.

Der henvises i den forbindelse til servicelovens § 153 om underretningspligt for personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv, jf. punkt 68 ff. Ved en konkret bekymring for et barn eller en ung, skal de pågældende fagpersoner således overveje to løsningsmodeller. Dels skal det overvejes, om der er grundlag for først at afklare barnets eller den unges situation nærmere med en eller flere relevante kollegaer i det tværfaglige samarbejde, før der tages stilling til, om der skal foretages underretning eller om barnet eller den unge skal have støtte i normalsystemet. Dette kan f.eks. være relevant, hvor en fagperson er i tvivl om, hvad der kan konkluderes på baggrund af observationerne af barnet eller den unge. Dels skal fagpersonen overveje, om bekymringen for det pågældende barn eller den unge bør føre til, at der bliver foretaget en underretning med det samme, så socialforvaltningen involveres i barnets eller den unges problem så tidligt som muligt. Dette kan f.eks. være nødvendigt i tilfælde hvor der foreligger bekymringer om vold mod barnet.

Inddragelse af forældrene

166. Det er vigtigt, at de pågældende myndigheder som udgangspunkt har forsøgt eller har overvejet muligheden for at indhente samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år, før der udveksles de fornødne oplysninger om et barns eller en ungs forhold.

Som udgangspunkt må det således forventes, at de fleste forældre ønsker at indlede et samarbejde med en fagperson om dennes bekymring. Imidlertid kan nogle forældre have svært ved at forholde sig til fagpersoners ønske om at samarbejde om løsningen af barnets problemer.
Dette kan f.eks. skyldes, at forældrene er angste eller problemfornægtende og måske nærer en dybtliggende mistillid til offentlige myndigheder.
Det kan også skyldes, at forældrene befinder sig i en misbrugssituation, der gør dem ude af stand til at varetage barnets tarv, eller at forældrene har en interesse i at skjule at der kan være problemer i hjemmet.

Om kommunen i disse tilfælde alligevel skal forsøge at få et samtykke fra forældrene, eller om oplysningerne blot skal videregives med hjemmel i servicelovens § 49 a, må afgøres i de enkelte tilfælde på baggrund af myndighedernes kendskab til familien.

De berørte fagpersoner bør kun vælge at gøre brug af § 49 a, hvis de på baggrund af en konkret bekymring for et barns eller en ungs trivsel, udvikling eller sundhed vurderer, at der kan være behov for støtte, og hvis forældrene som følge af særlige omstændigheder ikke kan forventes at ville deltage i samarbejdet. Herefter kan det afklares, hvilke initiativer det vil være mest hensigtsmæssigt at iværksætte for at hjælpe det pågældende barn eller den unge ud af sine problemer.

Når en foreløbig drøftelse efter servicelovens § 49 a har vist, at der er behov for et nærmere samarbejde, bør forældrene og barnet eller den unge som udgangspunkt inddrages i samarbejdet. Hvis der er tale om en underretning og om en efterfølgende børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50, træder reglerne om inddragelse af forældre og den unge over 15 år i kraft, jf. servicelovens § 50, stk. 1. Det er i den forbindelse vigtigt, at forældrene forstår betydningen af, at de deltager i samarbejdet og giver samtykke til myndigheders drøftelse af familiens forhold. For yderligere information herom henvises til pjecen »Dialog om tidlig indsats – udveksling af oplysninger i det tværfaglige SSD-samarbejde og fagpersoners underretningspligt« (2011), som kan findes på www.socialstyrelsen.dk.

Udveksling af oplysninger kan kun ske én gang.

167. Efter § 49 a, stk. 2, kan udveksling af oplysninger som udgangspunkt finde sted én gang. I særlige tilfælde kan udvekslingen af oplysninger om et barn eller en ung dog finde sted ved et opfølgende møde. Udvekslingen af oplysninger om rent private forhold kan altså kun ske ved to møder i alt. Dette kan f.eks. være aktuelt, hvis der sker afgørende nyt i barnets eller den unges situation som nødvendiggør, at situationen drøftes en ekstra gang i det tværfaglige samarbejde. Derefter kan det tværfaglige samarbejde træffe beslutning om, hvorvidt der er behov for at igangsætte en indsats og inddrage forældrene. Hvis der senere opstår et nyt problemkompleks vedrørende det samme barn eller den samme unge og der derved opstår en eventuel ny sag, vil der ikke være tale om samme forhold. Dermed kan der således ske udveksling af oplysninger inden for det tidlige eller forebyggende samarbejde ved et nyt møde, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

De pågældende fagpersoner skal ved udvekslingen af oplysninger sikre sig, at det sker i fortrolighed, så oplysningerne kun videregives til den eller de myndigheder, der er omfattet af bestemmelsen og som er relevante for videregivelsen.

168. En myndighed eller institution, der indgår i det forebyggende samarbejde, kan altid undlade at deltage i udvekslingen. Dette er også tilfældet, selvom myndigheden eller institutionen er berettiget til videregivelsen efter § 49 a. Bestemmelsen fraviger på dette punkt bestemmelsen i forvaltningslovens § 31, hvorefter en myndighed eller institution, der er berettiget til at videregive oplysninger, også er forpligtet hertil på begæring af en anden myndighed, når oplysningerne har betydning for den anden myndigheds virksomhed.

Hvis der er tale om videregivelse fra en sundhedsperson, er det den enkelte sundhedsperson, der vurderer, om det konkret er nødvendigt at videregive oplysningerne.

Det er vigtigt, at det forebyggende samarbejde om børn og unge ikke skader barnet eller den unge eller de offentlige myndigheders samarbejde med forældrene og barnet eller den unge.

De implicerede fagpersoner skal således hver især vurdere, om det konkret er nødvendigt at videregive oplysninger om rent private forhold, samt om dette vil skabe unødvendige komplikationer i samarbejdet med forældrene og barnet eller den unge.

Sker der videregivelse af oplysninger i strid med de nævnte regler, vil der efter omstændighederne være tale om et brud på tavshedspligten, som vil kunne være omfattet af straffelovens § 152 om strafansvar for uberettiget videregivelse af fortrolige oplysninger fra en myndighedsperson. Efter straffelovens § 152 a finder § 152 tilsvarende anvendelse på den, som i øvrigt er eller har været beskæftiget med opgaver, der udføres efter aftale med en offentlig myndighed.

Udveksling af oplysninger mellem politi og sociale myndigheder

Serviceloven
§ 49 b. Kommunale myndigheder, der løser opgaver inden for området for udsatte børn og unge, og politiet og anklagemyndigheden kan indbyrdes udveksle oplysninger om rent private forhold vedrørende et barns eller en ungs personlige og familiemæssige omstændigheder, hvis udvekslingen må anses for nødvendig som led i forebyggelsen af overgreb mod børn og unge.

1. § 49 b indeholder en hjemmel til, at politi og myndigheder, der løser opgaver inden for området for udsatte børn og unge, i en konkret sag kan udveksle følsomme personoplysninger, hvis udvekslingen må anses for nødvendig for at forebygge overgreb mod et barn eller en ung. Muligheden for at udveksle oplysninger omfatter ansatte ved politiet samt myndighedssagsbehandlere i den kommunale forvaltning.

Der er således lovhjemmel til, at oplysninger kan udveksles uden samtykke fra den person som oplysningerne vedrører, i de situationer hvor det vurderes, at udvekslingen kan være med til at forebygge overgreb mod børn og unge.

Dette kan eksempelvis være tilfældet, når der foreligger en mistanke om, at barnets eller den unges forældre, nære slægtninge eller venner af familien begår overgreb mod barnet eller den unge, men hvor der endnu ikke er vished herfor.

For de kommunale myndigheder kan muligheden for at udveksle oplysninger i sager om overgreb eksempelvis være relevant i forbindelse med de indledende sagsskridt, hvor der alene er tale om en mistanke. Erfaring viser, at det i disse situationer kan være vanskeligt at vurdere, hvorvidt der er grundlag for at foretage en politianmeldelse, og at myndighederne ikke i alle relevante tilfælde udveksler oplysninger af betydning for myndighedernes opfølgning i sagen. Det er derfor centralt, at den kommunale myndighed har en udtrykkelig hjemmel til at udveksle oplysninger i en konkret sag med politiet med henblik på at afklare behovet for en anmeldelse. Politiet vil have mulighed for at notere henvendelsen fra den kommunale myndighed, således at politiet efterfølgende kan se et mønster i eventuelt yderligere henvendelser vedrørende samme barn eller ung eller samme mistænkte krænker.

For politiet kan muligheden for at udveksle oplysninger i sager om overgreb mod børn og unge eksempelvis være relevant i situationer, hvor der netop er påbegyndt en strafferetlig efterforskning om overgreb mod et barn eller en ung, men hvor der endnu ikke er klarhed over sagens karakter og udfald.

I disse situationer er det afgørende af hensyn til barnet eller den unge, at politiet oplyser den kommunale myndighed om sagen med henblik på at gøre den kommunale myndighed bekendt med, at der kan være et barn eller en ung, som kan have behov for særlig støtte.

Dette gælder også i sager, hvor der alene er mistanke om, at barnet eller den unge har været udsat for overgreb.

Tidlig orientering til kommunen fra politiet kan bidrage til, at denne hurtigere bliver opmærksom på barnet eller den unge, og dermed kan vurdere behovet for iværksættelse af en børnefaglig undersøgelse efter servicelovens § 50, herunder henvisning af sagen til et børnehus efter servicelovens § 50 b.

Endvidere kan den kommunale myndighed hurtigere iværksætte en undersøgelse af barnets eller den unges forhold i det børnehus som kommunen er tilknyttet, således at barnet eller den unge kan få afdækket sine behov for særlig støtte som er foranlediget af overgrebet.

Muligheden for at udveksle oplysninger kan endvidere være relevant for, at politiet og den kommunale myndighed kan koordinere deres indsatser og oplyse om påtænkte sagsskridt, således at indsatserne kan tilrettelægges mest hensigtsmæssigt. Politiet og den kommunale myndighed har således mulighed for at tilrettelægge, hvorledes den sociale sag kan forløbe sideløbende med politiets efterforskning uden at dette giver komplikationer i forhold til efterforskningen.

De oplysninger der må udveksles er oplysninger om rent private forhold om barnet eller den unge, herunder oplysninger om familiemæssige omstændigheder, helbredsmæssige forhold og væsentlige sociale problemer.

Endvidere kan der udveksles oplysninger om personer, der mistænkes for at have begået overgreb mod barnet eller den unge.

Den kommunale myndighed skal fortsætte den sociale del af sagen uafhængigt af, om politiet vurderer, at der er grundlag for en strafferetlig efterforskning. Det er således fortsat den kommunale myndigheds ansvar at afdække barnets eller den unges behov for særlig støtte som følge af eventuelle overgreb. Udveksling af oplysninger mellem myndighederne i sager, som falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde, vil fortsat skulle ske i overensstemmelse med persondatalovens og forvaltningslovens almindelige regler. Såfremt der vurderes at være behov for at undersøge barnets eller den unges forhold på grund af viden eller mistanke om overgreb, skal barnet eller den unge henvises til det børnehus som kommunen er tilknyttet. Der henvises til kapitel 9 om børnehuse.