Kilde: Ankestyrelsens nyhedsbrev d.10. aug. 2022

Principmeddelelsen fastslår

Når en borger søger om økonomisk hjælp i forbindelse med en flytning, skal kommunen behandle ansøgningen efter aktivlovens regel om hjælp til flytteudgifter. Hvis der derimod er tale om et behov for hjælp til køb af nyt indbo, skal ansøgningen behandles efter aktivlovens regel om hjælp til enkeltudgifter.

Flytteudgifter

Ansøgninger om hjælp til flytteudgifter skal behandles efter aktivlovens § 85. Kommunen skal først behandle ansøgninger om hjælp til flytteudgifter efter aktivlovens § 85, stk. 1, og derefter efter aktivlovens § 85, stk. 2.

Kommunen kan give hjælp efter aktivlovens § 85, stk. 1, hvis
– flytningen forbedrer borgerens eller familiens bolig- eller erhvervsmæssige forhold og
– borgeren eller dennes ægtefælle ikke selv kan betale flytteudgiften.

Hvis flytningen ikke forbedrer borgerens eller familiens bolig- eller erhvervsmæssige forhold, kan kommunen give hjælp til flytteudgifterne efter aktivlovens § 85, stk. 2. Kommunen kan give hjælp efter aktivlovens § 85, stk. 2, hvis

• der er tale om en rimelig begrundet enkeltudgift til flytning,
• borgeren har været ude for ændringer i sine forhold, og
• borgeren ikke selv har økonomisk mulighed for at betale flytteudgifterne.

Hjælpen kan normalt kun ydes, hvis udgiften er opstået som følge af behov, der ikke har kunnet forudses. Kommunen kan dog efter en konkret vurdering undtagelsesvis yde hjælp til en udgift, der har kunnet forudses, hvis afholdelsen af udgiften er af helt afgørende betydning for den pågældendes eller familiens livsførelse.

Flytteudgifter kan fx være udgifter til depositum eller indskud, transport af indbo og rejseudgifter for ansøgeren og familien.

Nødvendigt indbo

Udgiften til køb af indbo er ikke en flytteudgift, selvom behovet for køb af nyt indbo opstår i forbindelse med en flytning.

Ansøgninger om hjælp til køb af indbo, skal derfor ikke behandles efter aktivlovens § 85, men derimod efter aktivlovens § 81.

Det er blandt andet en betingelse for at få hjælp til indbo, at der er tale om en rimeligt begrundet enkeltudgift. Udgifter til nødvendigt indbo er rimeligt begrundede enkeltudgifter.

Eksempler på udgifter til indbo, der som udgangspunkt betragtes som nødvendige og dermed rimeligt begrundede enkeltudgifter:
– Udgifter til madras eller seng
– Udgifter til køkkenservice

Eksempler på udgifter til indbo, der som udgangspunkt ikke betragtes som nødvendige og dermed ikke som rimeligt begrundede enkeltudgifter:
– Udgifter til sofabord
– Udgifter til gulvtæpper

Kommunen skal altid foretage en konkret vurdering af, om det, som borgeren søger om, er nødvendigt indbo. I den forbindelse kan der fx lægges vægt på husstandens sammensætning og behov.

Udgiftens størrelse til indbo

Det er en del af sagens oplysning, at kommunen skal undersøge, hvad det nødvendige indbo kan købes for.

Kommunen kan henvise ansøger til at købe nødvendigt indbo i billigere butikker eller i genbrugsbutikker. Det afgørende er anvendeligheden af tingene, og at de kan opfylde ansøgers behov. Ved vurderingen af, hvad der er nødvendigt, kan kommunen også lægge vægt på, om der er tale om akutte udgifter, eller om ansøger konkret har mulighed for at spare op inden for rimelig tid.

Når kommunen henviser ansøger til billigere løsninger, end det ansøger selv har søgt om, skal kommunen konkret henvise til, hvor det ansøgte kan købes, og hvad det kan købes for.

De konkrete sager

I sag nr. 1 fik borgeren afslag på hjælp til flytteudgifter fordi borgeren havde optaget et lån og selv betalt for de ansøgte udgifter. Ankestyrelsen kritiserede, at kommunen ikke henviste til den korrekte lovbestemmelse i afgørelsen. Kommunen henviste til aktivlovens § 81. Kommunen skulle have henvist til aktivlovens § 85, stk. 2. Kommunens afgørelse led derfor af en begrundelsesmangel.

Derudover var det en fejl, at kommunen ikke behandlede sagen efter aktivlovens regel om hjælp til flytteudgifter, der forbedrer boligsituationen (aktivlovens § 85, stk. 1).

Ankestyrelsen fandt ikke anledning til at bede kommunen om at træffe en afgørelse efter aktivlovens regel om hjælp til flytteudgifter, der forbedrer boligsituationen, fordi det efter denne bestemmelse også er en betingelse, at ansøger ikke selv har økonomisk mulighed for at betale for de ansøgte udgifter. Da Ankestyrelsen allerede ligesom kommunen havde vurderet, at ansøger selv havde økonomisk mulighed for at betale for de ansøgte udgifter ved at låne penge af sin mor, kunne ansøger derfor heller ikke få hjælp til at betale udgiften efter aktivlovens regel om hjælp til flytteudgifter, der forbedrer boligsituationen.

I sag nr. 2 hjemviste Ankestyrelsen sagen til kommunen. Ansøger havde søgt om hjælp til indbo for ca. 28.000 kr. Der var blandt andet søgt om hjælp til pyntepuder, sofabord og gulvtæpper. Kommunen gav afslag med henvisning til, at det ikke var alle de ansøgte udgifter, der var rimelige, og at ansøger kunne købe sovesofa, køkkenting, stole og bord til ca. 6.500 kr. i Ikea eller genbrugsbutikker.

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at det alene var sovesofa, køkkenting, stole og bord, der var nødvendige indbogenstande.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen ikke havde undersøgt, hvad de nødvendige ting konkret kunne købes for i Ikea eller i genbrugsbutikker.

Sagen blev derfor hjemvist til kommunen til undersøgelse af, hvad de nødvendige genstande konkret kunne købes for. Kommunen skulle på den baggrund tage stilling til, om ansøger selv kan afholde udgiften.

LÆS HELE PRINCIPAFGØRELSEN
– På ankestyrelsens hjemmeside
– På retsinformation ( ankestyrelsen linker IKKE til principafgørelsen på retsinformation…!!)