I DENNE GENNEMGANG AF EMNET: LYDOPTAGELSER AF MØDER MELLEM BORGER/DEN KOMMUNALE FORVALTNING

Vil jeg sætte fokus på:

1. Den gældende lovgivning og udtalelse fra Folketingets ombudsmand
2. Regler der gælder hvis man/k ikke kan tilvejebringe oplysningerne på andre måder end gennem lydoptagelser og som det er i offentlighedens interesse at få kendskab til (skjulte optagelser
3. Evt principafgørelser
4. Gratis apps der kan anvendes til formålet
5. Regler for offentliggørelse af lydoptagelser

PRAKSISGUIDE FRA DUKH.DK NR 54

Udarbejdet af Erik Jappe (han kan sit kram 🙂

Er det strafbart hemmeligt at lyd-optage en samtale?

Nej, det er ikke strafbart at optage en samtale mellem en borger og en myndighed.

Hvis en borger f.eks. optager en samtale med en sagsbehandler, kan borgeren ikke straffes for dette efter straffeloven?

Tidligere justitsminister Lene Espersen udtaler sig således i brev af 12.6.2007 fra daværende Statsforvaltning Sjælland om rækkevidden af straffelovens § 263, stk. 1, nr. 3:

”Optagelse på bånd af telefonsamtaler eller anden samtale, som den pågældende selv deltager i, falder uden for denne bestemmelse. Det gælder også i tilfælde, hvor optagelsen sker uden den anden parts viden. Der er ikke herudover i lovgivningen fastsat almindelige regler om borgeres adgang til at optage samtaler med forvaltningsmyndigheder på bånd.”

Svaret er gengivet i brev af 12.6.2007 fra daværende Statsforvaltningen Sjælland.

Kan lydoptagelser anvendes i en retssag?

Ja, det kan de godt – også selv om de er hemmelige. En borger kan således hemmeligt optage et møde med en sagsbehandler og efterfølgende anvende lydoptagelsen i en evt. retssag mod kommunen.

Kan en myndighed nægte at gennemføre en samtale med en borger, der ønsker samtalen optaget?

Ja, det kan en myndighed efter DUKH’s vurdering godt. Hensynet til borgerens ønske om at optage mødet bør dog veje tungest.

Hvis myndigheden alligevel afviser at gennemføre samtalen, kan borgeren anmode om at få en skriftlig begrundelse for dette og herefter evt. klage over afvisningen. Myndigheden skal sagligt begrunde, hvorfor den nægter at gennemføre samtalen med borgeren. Endvidere vil det være i overensstemmelse med god forvaltningsskik at oplyse borgeren om rette klageinstans.

LÆS MERE I PRAKSISGUIDE NR.54
Praksisnyt fra DUKH: Nr. 54 – dec. 2015
Sidst revideret: 15.5.2017/ej

FOU nr 2005.578 (GÆLDENDE)
Ombudsmandens udtalelse

”Beslutningen om hvorvidt en borger kan få tilladelse til at optage en samtale som vedkommende har med en offentlig myndighed, er en procesledende beslutning. Rammerne for en procesledende beslutning kan være reguleret i loven, f.eks. forvaltningsloven, eller i andre forvaltningsretlige regler, herunder forvaltningsretlig praksis.

Ved domstolene er det forbudt at optage billeder og lyd medmindre retten undtagelsesvis tillader det, jf. retsplejelovens § 32, stk. 1.

I den forvaltningsretlige eller socialretlige lovgivning findes ingen regler der generelt regulerer muligheden for at foretage lyd- eller billedoptagelser af møder med myndighederne. På skatteområdet findes der imidlertid i § 5, stk. 1, 3. pkt., og § 6, stk. 1, 3. pkt., i bekendtgørelse nr. 1107 af 12. december 2003 om forretningsorden for skatteankenævn en regel om at båndoptagelse af møder i skatteankenævnene – der ikke er offentlige – ikke kan finde sted.

Justitsministeren har i besvarelsen af S 4066 af 29. juli 2003 forholdt sig til spørgsmålet. Svaret og det tilhørende spørgsmål har følgende ordlyd:

’Spm. nr. S 4066

Til justitsministeren (29/7 03) af:

Line Barfod (EL):

’Vil ministeren oplyse, om der – bortset fra retsplejelovens regler vedrørende domstolene – findes lovregler, der forbyder borgere at foretage båndoptagelse af en samtale, de selv deltager i, og såfremt dette ikke er tilfældet, om offentlige myndigheder, f.eks. en socialforvaltning, kan forbyde en borger at optage en samtale på bånd?’

Svar (11/8 03)

Justitsministeren (Lene Espersen):

’Efter bestemmelsen i straffelovens § 263, stk. 1, nr. 3, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder den, som uberettiget ved hjælp af et apparat hemmeligt aflytter eller optager udtalelser fremsat i enrum, telefonsamtaler eller anden samtale mellem andre eller forhandlinger i lukket møde, som han ikke selv deltager i, eller hvortil han uberettiget har skaffet sig adgang.

Optagelse på bånd af telefonsamtaler eller anden samtale, som den pågældende selv deltager i, falder uden for denne bestemmelse.

Det gælder også i tilfælde, hvor optagelsen sker uden den anden parts viden.

Der er ikke herudover i lovgivningen fastsat almindelige regler om borgeres adgang til at optage samtaler med forvaltningsmyndigheder på bånd.

Spørgsmålet om borgeres adgang til at optage sådanne samtaler på bånd ses endvidere ikke behandlet hverken i retspraksis, ombudsmandspraksis eller i litteraturen.

På den baggrund finder Justitsministeriet ikke i den foreliggende sammenhæng at kunne bidrage med yderligere til det stillede spørgsmål.’’

Højesterets afgørelse i UfR 1972.601 H er efter min opfattelse udtryk for det princip at offentlige myndigheder, hvis ikke andet fremgår af de regler der gælder for myndighedens virksomhed, selv sætter rammerne for de møder som myndigheden afholder.
Men rammerne skal fastsættes ud fra saglige overvejelser.

Der er efter min opfattelse ikke er noget til hinder for at en myndighed – medmindre andet fremgår af de regler der gælder for den pågældende myndighed – accepterer at en borger optager møder mellem borgeren og myndigheden.
Spørgsmålet er imidlertid om borgeren har en ret til at optage møder også i tilfælde hvor forvaltningen modsætter sig borgerens ønske herom.

Lydoptagelser af møder mellem borgere og forvaltning kan efter min opfattelse for borgeren tjene i hvert fald to saglige formål, nemlig dels at sikre dokumentation for hvad der er sket og sagt under mødet, dels at hjælpe navnlig borgeren til at huske og bearbejde indholdet af mødet.

I de gældende forvaltningsretlige regler findes der følgende bestemmelser der søger at tilgodese borgerens muligheder for at sikre sig dokumentation for og huske indholdet af mødet:

I lov om offentlighed i forvaltningens § 6, stk. 1, er bestemt at i ’sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens afgørelse, eller som på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af oplysningerne. Det gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter’.

Det følger af princippet om god forvaltningsskik at myndighederne bør sikre sig bevis for og undgå tvivl om hvad der er sagt og foregået i sagen, jf. Jens Olsen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 642.

Endvidere findes forvaltningslovens regler om aktindsigt (kapitel 4), partshøring (§ 19) og begrundelse (§§ 22-24) samt adgangen til repræsentation (§ 8), herunder til at medbringe en bisidder til møder.

Over for hensynet til borgeren står det modstående hensyn at – navnlig digitale – lydoptagelser kan manipuleres uden at myndigheden vil have mulighed for at imødegå dette, medmindre myndigheden selv ligger inde med optagelser fra mødet.

Med udgangspunkt i princippet om at offentlige myndigheder selv sætter rammerne for de møder som myndigheden holder, mener jeg ikke at en borger har krav på at optage sine møder med forvaltningen. Men eventuelle begrænsninger i borgerens muligheder for at optage et møde skal fastsættes på et sagligt grundlag; man kan således ikke give en borger tilladelse til at optage møder og give afslag til en anden uden en saglig begrundelse.

Der kan således være situationer hvor det under hensyn til f.eks. borgerens personlige forhold efter min opfattelse vil være bedst stemmende med god forvaltningsskik at lade borgeren foretage lydoptagelser af samtaler med myndigheden.

Der kan navnlig peges på situationer hvor borgeren på grund af personlige forhold ikke i tilstrækkeligt omfang vil kunne forstå eller fastholde sagsgangen eller sagens indhold uden mulighed for at afholde og optage samtaler med myndigheden.
Der kan f.eks. være tale om forskellige former for kommunikationshæmning. I sådanne situationer vil myndighederne have en forpligtelse til (at give mulighed for) at løse borgerens forståelsesproblemer. Jeg henviser i den forbindelse til Jon Andersen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 381.

Det følger heraf at der ved afslag på at lade en borger foretage lydoptagelse af samtaler med myndigheden bør foretages en konkret vurdering i forhold til borgerens personlige forhold.

Beslutningerne om ikke at lade Dem optage samtaler mellem Dem og myndighederne er i den konkrete sag som anført truffet af Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner og Københavns Kommune. Det sociale nævn har i afgørelse af 1. maj 2003 og i særdeleshed i udtalelsen af 19. oktober 2004 begrundet afslaget i forhold til bl.a. Deres personlige situation.

Myndighederne bygger i vidt omfang deres afgørelser på vurderinger og afvejninger af borgerens muligheder for at få sine interesser varetaget under sagen. Som ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger for at afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en anden og bedre måde end myndighederne der beskæftiger sig med de enkelte sagsområder i det daglige.

Normalt kan jeg derfor ikke gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger.
Kun hvis der er tale om ganske særlige omstændigheder, kan jeg kritisere myndighedernes afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst eller afgørelsen i forhold til andre lignende sager er udtryk for en forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet. Under min gennemgang af sagen har jeg ikke fundet sådanne omstændigheder. Jeg kan derfor ikke foretage mig mere i sagen.

Jeg mener dog at det er beklageligt at det ikke udtrykkeligt fremgår af Københavns Kommunes afslag på at lade Dem optage samtaler mellem Dem og Deres sagsbehandler om kommunen har foretaget en konkret vurdering af Deres behov for at kunne foretage optagelser i forhold til Deres personlige forhold. Ud fra det der er anført ovenfor vedrørende Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuners beslutning, foretager jeg mig dog ikke mere i denne anledning.

Jeg har i dag gjort Københavns Kommune bekendt med min opfattelse.”

NOTER: (*) FOB 2000,s.552.

MINE KOMMENTARER VEDR. LYDOPTAGELSER

Har du som borger optaget mødet mellem dig og den kommunale forvaltning og lægger du lydfilen ud på internettet med offentlig adgang bør du sikre dig at du ikke videregiver oplysninger uden samtykke – det kan handle om navnet på sagsbehandleren (J.F gældende regler for samtykke og GDPR).
Der er nogle der mener at en stemme også er en personfølsom oplysning..

MEN DU KAN IKKE SIGTES PÅ FOR BRUD PÅ STRAFFELOVEN

Hvis du som borger optager en samtale du selv deltager i. Oplyser du om det er det god skik – gør du ikke – tjae…?

Oplyser du om det risikere du så at den kommunale forvaltning afslår dit ønske om at optage samtalen – så skal du have en begrundelse for det. Som det fremgår er det kommunen der sætterne rammer for møderne – MEDMINDRE mødet foregår andre steder end den kommunale forvaltning f.eks hjemme hos borgeren.

HENSYNET TIL OFFENTLIGHEDENS INTERESSE

Der kan være tilfælde hvor hensyn til at offentligheden informeres om hvad der sker vejere tungere end hensynet til at en sagsbehandler føler sig krænket – og hemmelige lydoptagelser anvendes da også af medier – herunder DR hvis oplysningerne ikke kan tilvejebringes via andre kilder/former.

AFRUNDING – DER FORELIGGER INGEN RETSPRAKSIS FOR OMRÅDET !

LYDOPTAGELSE KAN VÆRE ENESTE MULIGHED FOR AT DOKUMENTERE LEMFÆLDIG OG ULOVLIG SAGSBEHANDLING

Hvis borgeren ikke kan medbringe en bisidder der kan bevidne hvad der blev sagt af den kommunale sagsbehandler/socialrådgiver. I en stævningssag kan lydoptagelsen anvendes.

At lydoptagelsen manipuleres indholdsmæssigt- betragter jeg som en mulighed der er meget lille sandsynlighed for.