Folketingets ombudsmand - aktiv socialrådgiver

Folketingets Ombudsmand 26. maj 2020 Nyhed
Citat:

Hvis man som borger har fået helt eller delvis afslag på at få aktindsigt i ens egen sag – såkaldt partsaktindsigt – har man normalt mulighed for at klage. I en ny ombudsmandsundersøgelse er det kommet frem, at Albertslund Kommune generelt har vejledt borgere forkert om deres klagemuligheder, når de har fået afslag på partsaktindsigt.
Kommunen har f.eks. i vidt omfang vejledt borgerne om, at de skal klage inden 4 uger, og at klagen skal sendes til kommunen. Men efter reglerne gælder der ingen klagefrist, og klagen skal gå direkte til klageinstansen.
Albertslund Kommune har nu sørget for at ændre klagevejledningen fremadrettet. Kommunen vil desuden undersøge, om der er klager, der er blevet afvist på et forkert grundlag – og i så fald sørge for at sagerne bliver behandlet.
Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger, har valgt at offentliggøre sin udtalelse, da Albertslund Kommune muligvis ikke er den eneste myndighed, der har vejledt forkert om klagereglerne for sager om aktindsigt.

”Som ombudsmand tager jeg ikke kun stilling til, om der er begået fejl, men søger også fremadrettet at bidrage til, at myndighederne ved, hvad de skal gøre bedre næste gang. Jeg håber derfor, at denne sag kan give andre myndigheder lejlighed til at efterse deres klagevejledninger i sager om aktindsigt,”

siger Niels Fenger.
På grund af sagens relevans for andre myndigheder har ombudsmanden orienteret KL om sagen.

FAKTA

  • Er man part i en sag, hvor der er eller vil blive truffet en afgørelse, har man som udgangspunkt ret til at se dokumenterne i sagen. Dette kaldes partsaktindsigt (forvaltningslovens kapitel 4)
  • Får man helt eller delvis afslag på partsaktindsigt, har man normalt ret til at klage. Klageinstansen er den samme myndighed, som også er klageinstans i den sag, man har bedt om aktindsigt i.
  • Efter forvaltningsloven gælder der ingen frist for at klage over en afgørelse om partsaktindsigt. Endvidere skal en klage ikke sendes til førsteinstansen, så den kan genvurdere sagen (remonstration), men derimod sendes direkte til klageinstansen.

  • De klageregler, der gælder for selve afgørelsen i sagen (f.eks. en klagefrist), kan ikke automatisk overføres til en sag om partsaktindsigt (medmindre det fremgår tydeligt af den pågældende lov eller forarbejderne til loven).
  • Er en borger f.eks. utilfreds med en afgørelse om førtidspension, kan borgeren klage til Ankestyrelsen. Borgeren skal dog sende klagen til kommunen, som først skal genvurdere sagen, og det skal borgeren gøre inden for 4 uger. Men ønsker samme borger – i samme sag – at klage over ikke at have fået partsaktindsigt, gælder klagereglerne i forvaltningsloven. I så fald skal borgeren klage direkte til Ankestyrelsen, og her gælder der ingen klagefrist.
  • Klager over afslag på aktindsigt efter offentlighedsloven behandles efter offentlighedslovens regler. En person, der ikke er part i en sag, hvor der er eller vil blive truffet en afgørelse, og som får helt eller delvist afslag på aktindsigt i sagen, har normalt ret til at klage.
  • Heller ikke efter offentlighedsloven gælder der en frist for at klage over en afgørelse om aktindsigt, men her skal en klage sendes til den myndighed (førsteinstansen), som har truffet den afgørelse om aktindsigt, man ønsker at klage over (remonstration).