Kilde: VEJ nr 9330 af 21/03/2019 Social- og Indenrigsministeriet

Retssikkerhedsvejledningen – Vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område

Fremhævninger: Aktivsocialrådgiver.dk

Klage over faktisk forvaltningsvirksomhed

240.

Reglerne om behandling af klager gælder ikke for klager over faktisk forvaltningsvirksomhed.
Ved faktisk forvaltningsvirksomhed forstås den faktiske gennemførelse af myndighedens opgaver efter den sociale lovgivning, f.eks. udbringning af mad efter serviceloven.

Der kan heller ikke klages over den administrative sagsbehandling, der har karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed, dvs. virksomhed der ikke tager sigte på at træffe retlige bindende afgørelser i forhold til de implicerede enkeltpersoner.
Det vil bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, om en beslutning er en afgørelse, der kan klages over, eller der er tale om faktisk forvaltningsvirksomhed.

Ankestyrelsens principafgørelse 93-13:

En afgørelse om valg af aflastningssted og en afgørelse om ændring af aflastningssted er faktisk forvaltningsvirksomhed, der som udgangspunkt ikke kan efterprøves af ankeinstanserne.
En afgørelse om rent praktiske spørgsmål i et anbragt barns dagligdag, f.eks. hvad barnet må spise, er også faktisk forvaltningsvirksomhed, der som udgangspunkt ikke kan efterprøves af ankeinstanserne.
Det er kommunen, der har ansvaret for og beslutter, hvordan den skal planlægge og udføre sine opgaver på det sociale og sundhedsmæssige område efter den sociale lovgivning.
Ankeinstanserne kan dog efterprøve en afgørelse om, hvor eller hvordan opgaven skal udføres eller af hvem, hvis afgørelsen må anses for at have særlig indgribende karakter for den, afgørelsen træffes overfor. Dette kan f.eks. være tilfældet på baggrund af kontinuitetsbetragtninger, eller hvis afgørelsen vedrører spørgsmål af væsentlig personlig betydning for forældremyndighedsindehaver.
Ankeinstanserne kan i de tilfælde efterprøve, om de kriterier, der danner grundlag for en kommunal afgørelse, er lovlige, herunder om alle relevante kriterier er inddraget i vurderingen, og om prioriteringen og vægtningen mellem kriterierne er foretaget i overensstemmelse med almindelige retsprincipper.

Ankestyrelsens principafgørelse 157-12:

Kommunalbestyrelsen har ansvaret for og beslutter, hvordan kommunen skal planlægge og udføre sine opgaver på det sociale og sundhedsmæssige område efter den sociale lovgivning. Det er dermed forudsat, at kommunerne har et vist selvstændigt handlerum. Kommunerne skal i udøvelsen heraf følge skrevne og uskrevne retsgrundsætninger.
De sociale nævn og Ankestyrelsen kan ikke gå ind i en vurdering af, hvilket af flere konkrete tilbud en kommune skal tilbyde en borger. Det hører under kommunernes udøvelse af faktisk forvaltningsvirksomhed.

Ankestyrelsens principafgørelse R-7-08:

En kommunes tilrettelæggelse af sted og tidspunkt for udbetaling af pension skulle betragtes som faktisk forvaltningsvirksomhed. Kommunens beslutning herom kunne derfor ikke påklages. Faktisk forvaltningsmyndighed skulle forstås som det arbejde, der skulle udføres af en offentlig myndighed, for at afgørelsen kunne blive realiseret.

241.

Klager over faktisk forvaltningsvirksomhed behandles af den forvaltningsmyndighed, som er ansvarlig for udførelsen af den faktiske forvaltningsvirksomhed. Klage over faktisk forvaltningsvirksomhed i en kommune rettes til kommunen eller borgmesteren – i kommuner med magistratsstyre til rådmanden.

Ankestyrelsens principafgørelse C-26-08:

Det sociale nævn havde ikke kompetence til at behandle en klage over tidspunktet for en frivillig anbringelse udenfor hjemmet. Den praktiske gennemførelse af, hvornår og hvordan beslutningen om anbringelsen skulle iværksættes, måtte betragtes som en del af kommunens bistandsudøvelse. En klage måtte rettes til kommunalbestyrelsen eller borgmesteren.

Klage over faktisk forvaltningsvirksomhed, som leveres af en privat leverandør
242.

Den daværende socialminister har i et svar til Folketingets Socialudvalg (den 28. februar 2011) udtalt, at hvis en privat leverandør står for den faktiske leverance af hjælpen på baggrund af en kommunal afgørelse efter serviceloven, har kommunen pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses og med, at borgeren får den hjælp, der er truffet afgørelse om. Den kommune, der har truffet afgørelse om hjælpen, er således ansvarlig over for borgeren for udførelsen af den faktiske forvaltningsvirksomhed. Klager over den faktiske udførelse af hjælp kan derfor rettes til kommunen, og dette gælder således uanset, om hjælpen faktisk leveres af kommunalt ansatte eller af en privat leverandør.

243.

Klager over fejl og mangler ved en ydelse, som borgeren køber direkte fra en privat leverandør med tilskud fra kommunen, f.eks. et hjælpemiddel, kan ikke behandles efter klagereglerne i retssikkerhedsloven. I disse tilfælde gælder reglerne i købeloven og andre formueretlige regler, som gælder for forbrugeraftaler.
Klage over den konkrete indsats efter serviceloven

244.

Afgørelser efter serviceloven træffes af kommunen, jf. § 3 i serviceloven. Det er fastsat i § 3, stk. 2, at afgørelsen skal indeholde oplysninger om beslutninger om den konkrete indsats, som iværksættes, og formålet hermed, når afgørelsen vedrører tilbud efter §§ 32, 36, 101, 103, 104 og 107-110. Da afgørelsen således indeholder oplysninger om den konkrete indsats og formålet med indsatsen, behandles klager over såvel retten til tilbud efter serviceloven som klager over den konkrete indsats efter reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 10.
Beslutninger om væsentlige ændringer af den konkrete indsats kan også indbringes for Ankestyrelsen. Der henvises nærmere til vejledning om servicelovens formål og generelle bestemmelser i loven.

Klage over det generelle serviceniveau

§ 60. […] Stk. 2. […] Stk. 3. Afgørelser om det generelle serviceniveau, herunder hvilke tilbud og pladser der skal være til rådighed i kommunen og takster for tilbuddene, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

245.

Da det kun er muligt at klage over kommunens afgørelser i konkrete enkeltsager, er der ikke adgang til at klage over det generelle serviceniveau i kommunerne. Efter § 60, stk. 3, kan Ankestyrelsen ikke behandle klager over det generelle serviceniveau, herunder hvilke tilbud og pladser, der skal være til rådighed i kommunen og takster for tilbuddene. Dette spørgsmål vil kunne behandles af kommunaltilsynet efter lov om kommunernes styrelse (se kapitel 42).

Ankestyrelsens principafgørelse 5-13:

Kommunen kan inden for lovens rammer fastsætte et generelt og vejledende serviceniveau om kommunens brug af behandlingstilbud efter servicelovens § 102.
Kommunen skal behandle en ansøgning efter § 102 og tage stilling til, om borgeren opfylder betingelserne for at modtage hjælp efter bestemmelsen.
Af afgørelsen bør det fremgå, hvilken betydning et fastsat serviceniveau har haft for den konkrete afgørelse.
I den konkrete sag skal kommunen foretage en individuel vurdering af, om den påtænkte indsats afhjælper behovet hos borgeren.
Ankeinstansen kan efterprøve, om kommunen i nødvendigt omfang har foretaget den konkrete, individuelle vurdering sammenholdt med det fastlagte serviceniveau ved afgørelsen af, om borgeren kan få den ansøgte hjælp.
Ankeinstansen kan endvidere efterprøve, om de kriterier, der danner grundlag for en kommunes afgørelse, er lovlige,
herunder om alle relevante kriterier er inddraget i vurderingen, og om prioriteringen og vægtningen mellem kriterierne er foretaget i overensstemmelse med almindelige retsprincipper.

Ankestyrelsens principafgørelse 82-12:

Når en kommunes kvalitetsstandard er anvendt i forbindelse med afgørelsen af en konkret sag, er der adgang for klageinstanserne til at efterprøve, om kvalitetsstandarden er i overensstemmelse med loven.
Ankestyrelsen fandt, at kommunens generelle serviceniveau – om at rengøring bevilges hver fjerde uge – som et vejledende udgangspunkt ikke er i strid med serviceloven.
Ankestyrelsens vurdering byggede på formålet med serviceloven, hvor der ikke er præcise beskrivelser af, hvilke normer der gælder for rengøring.
Ankestyrelsen understregede, at serviceniveauet skal fraviges i de tilfælde, hvor borgerens behov nødvendiggør dette, og at mere subjektivt prægede forhold skal indgå i vurderingen af borgerens behov, såsom borgerens værdighed, integritet og personlige glæde ved at leve i et rent hjem, og navnlig borgerens mulighed for at leve et så normalt liv som muligt, herunder et socialt liv.
Endelig lagde Ankestyrelsen vægt på, at en borger altid har krav på en fyldestgørende begrundelse. Dette gælder især, når borgeren får nedsat sin bevilling.
I den konkrete sag fandt Ankestyrelsen, at der – efter visitationsbesøget i borgerens hjem – var foretaget en tilstrækkelig konkret og individuel vurdering af borgerens behov.

Ankestyrelsens principafgørelse C-10-07:

De sociale klageinstanser havde alene kompetence til at påse, om den af kommunen bevilgede afløsning/aflastning var fastsat således, at formålet med hjælpen var dækket. Derimod havde klageinstanserne ikke kompetence til at efterprøve kommunens beslutninger om selve den praktiske tilrettelæggelse af hjælpen, der var en del af det generelle serviceniveau.
Ankestyrelsen ophævede på denne baggrund den del af det sociale nævns afgørelse om afløsning/aflastning, hvorefter en familie med en stærkt handicappet hjemmeboende ung mand var blevet tillagt frit valg mellem aflastning og afløsning.

Ankestyrelsens principafgørelse C-51-06:

Selv om en afgørelse om nedsættelse af omfanget af praktisk hjælp i hjemmet i det enkelte tilfælde skete som følge af en ændring af kommunens generelle serviceniveau, havde de sociale klageinstanser kompetence til at påse, hvorvidt kommunens afgørelse var truffet ud fra en konkret, individuel vurdering af behovet for hjælp.
Den konkrete sag, hvor nævnet havde afvist at behandle en klage over kommunens nedsættelse af omfanget af praktisk hjælp i hjemmet med henvisning til ændrede kvalitetsstandarder, blev herefter hjemvist til nævnet til ny behandling og afgørelse.

Ankestyrelsens principafgørelse R-7-06:

En kommunes afgørelse om afslag på tilbagebetaling af for meget betalt servicebetaling kunne påklages til det sociale nævn. Kommunens afgørelse beroede således ikke på forhold, som vedrørte serviceniveauet.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at det fulgte af retssikkerhedsloven, at de afgørelser, som kommunen traf efter den sociale lovgivning, kunne indbringes for det sociale nævn.
Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at kommunens afgørelse om tilbagebetaling vedrørte anvendelsen af beregningsprincipperne og den frist, kommunen havde fastsat for anmodning om tilbagebetaling. Beregningsprincipperne fremgik af Socialministeriets bekendtgørelser om betaling for ophold på plejehjem mv., som ikke indeholdt begrænsninger i klageadgangen.

Klage over sagsbehandlingstiden, personalets optræden m.v.
246.

Ankestyrelsen kan som hovedregel ikke behandle klager alene over sagsbehandlingstiden. Ankestyrelsen kan heller ikke behandle klager over personalets optræden, sagsbehandlingens tilrettelæggelse og ekspeditionsfejl.
Sådanne klager rettes til borgmesteren – i kommuner med magistratsstyre til rådmanden − som er ansvarlig for tilrettelæggelsen af opgaverne i kommunen. Klager over sagsbehandlingstid m.v. i Udbetaling Danmark rettes til Udbetaling Danmarks direktør
.
I tilfælde, hvor sagsbehandlingstiden har været uforholdsmæssig lang, kan den manglende afgørelse sidestilles med et afslag, og dermed en afgørelse, med den virkning, at Ankestyrelsen skal behandle sagen.

Ankestyrelsens principafgørelse R-4-04:

Et uforholdsmæssigt langt sagsforløb i kommunen måtte sidestilles med, at kommunen havde givet afslag på at være rette handlekommune i en sag om sygedagpenge.

Ankestyrelsen kan, når der er truffet en afgørelse om realiteten/indholdet i en sag, behandle en klage over, at en tidsfrist, der er fastsat i loven, er overskredet
. Det gælder også den frist, som myndigheden efter retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, skal fastsætte for, hvor lang tid, der må gå, inden der skal være truffet en afgørelse om hjælp efter den sociale lovgivning (se kapitel 4).

Ankestyrelsens principafgørelse 49-16:

Ankestyrelsen kan behandle en konkret klage over manglende overholdelse af offentliggjorte sagsbehandlingsfrister.
Kommunen skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt. Kommunen skal på de enkelte sagsområder offentliggøre frister for, hvor lang tid sagsbehandlingen må tage.
Hvis fristen i en konkret sag ikke kan overholdes, skal borgeren have besked.
Ankestyrelsen kan behandle en klage over manglende overholdelse af offentliggjorte sagsbehandlingsfrister, men først når der er truffet afgørelse i den konkrete sag. Der kan klages over den manglende overholdelse af sagsbehandlingsfristen, selv om der ikke klages over afgørelsen i den konkrete sag. Klagen skal indgives inden for klagefristen for denne afgørelse.
Borgeren kan således begrænse sin klage til alene at vedrøre manglende overholdelse af den offentliggjorte sagsbehandlingsfrist. Ankestyrelsen kan almindeligvis tage stilling til alle dele af en sag, selv om der ikke er klaget herover. Ankestyrelsen vil dog normalt respektere borgerens klageafgrænsning.
Ankestyrelsen kan alene efterprøve, om der er offentliggjort en frist, og om borgeren har fået rettidig besked, hvis fristen ikke kan overholdes i den konkrete sag.
Ankestyrelsen kan ikke behandle klager over manglende overholdelse af retssikkerhedslovens § 3, stk. 1, det såkaldte ”hurtighedsprincip”. Princippet vil indgå i vurderingen af, om sagsbehandlingstiden har været så uforholdsmæssig lang, at der er tale om passivitet, som kan sidestilles med et afslag.
Ankestyrelsen kan heller ikke behandle klager over længden af de offentliggjorte sagsbehandlingsfrister.
Ankestyrelsen behandler klager over konkrete afgørelser. Det er Statsforvaltningen*, der fører det almindelige tilsyn med, at kommuner og regioner overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder.
*Det kommunale tilsyns 1. instans er fra 1. april 2017 overført fra Statsforvaltningen til Ankestyrelsen.

I tilfælde hvor kommunen har været meget længe om at træffe en afgørelse om ret til en ydelse, f.eks. førtidspension, kan Ankestyrelsen tage stilling til, om kommunens passivitet under særlige omstændigheder kan medføre, at pensionen tilkendes fra et tidligere tidspunkt.

Ankestyrelsens principafgørelse 68-14:

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at borgeren havde ret til førtidspension med virkning fra den 1. i måneden efter det fyldte 18. år. Udvalget lagde vægt på, at det var helt åbenbart, at borgeren skulle have tilkendt pension ved sit fyldte 18. år, og at kommunen havde de nødvendige oplysninger for en afgørelse.
Udvalget anså det for en væsentlig fejl, at kommunen havde undladt at rejse sag og træffe afgørelse om førtidspension forud for borgerens 18. år. Udvalget lagde herved vægt på, at der forelå de nødvendige lægelige oplysninger inden 18 års dagen, samt at den psykiatriske speciallægeerklæring blev indhentet efter ønske fra forældrene. Kommunen kunne, hvis den havde påbegyndt sagen i tide, have indhentet erklæringen tidligere.
Kommunen burde derfor have påbegyndt behandlingen af sag om førtidspension, så afgørelsen kunne være truffet, og udbetalingen af pension kunne ske med virkning fra det fyldte 18. år.

Ankestyrelsens principafgørelse P-20-06:

Kommunen kunne ikke tilkende pension med tilbagevirkende kraft under hensyn til, at sagsbehandlingstiden havde været langvarig.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at der i pensionsloven ikke var fastsat frister for at indhente oplysninger eller for at påbegynde pensionssag, når det var dokumenteret, at arbejdsevnen ikke kunne forbedres.
Det fulgte således alene af kravene om god forvaltningsskik, at sagen skulle behandles inden for rimelig tid.
Forsinkelse medførte derfor normalt ikke ugyldighed, medmindre sagsbehandlingstiden var uforholdsmæssig lang, således at det kunne sidestilles med et afslag.

Sagsbehandlingstiden var i det konkrete tilfælde ikke så uforholdsmæssig langvarig, at det kunne sidestilles med et afslag. Pensionen skulle derfor først tilkendes med virkning fra den 1. i måneden efter, at kommunen påbegyndte pensionssag og umiddelbart efter traf afgørelse om tilkendelse af pension.
Klager over afslag på anmodning om udlevering af oplysninger

247.

Forvaltningsloven bestemmer i § 31, at en myndighed skal videregive oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed, som anmoder om oplysningerne, hvis oplysningerne er af betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe. Afslår en forvaltningsmyndighed at udlevere oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed, kan afslaget indbringes for den myndighed, der ville være klageinstans ved en klage over sagens realitet, jf. vejledningen til forvaltningsloven.

Klager over, at oplysninger er udleveret
248.

Efter Ankestyrelsens praksis kan der klages over, at en myndighed i forbindelse med en sags behandling har udleveret oplysninger i strid med forvaltningslovens regler. En sådan klage kan dog kun behandles af Ankestyrelsen, hvis myndigheden har truffet en afgørelse i sagen, som kan påklages efter den sociale lovgivning. Hvis det er sandsynligt, at der i strafferetlig forstand er sket en tilsidesættelse af tavshedspligten, må klageren henvises til politiet.
Klager over behandlinger, der er i strid med databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven, behandles af Datatilsynet.

Klager over afgørelser om aktindsigt
249.

Klager over afslag på partsaktindsigt efter forvaltningsloven i en sag behandles af den myndighed, som er klageinstans i forhold til afgørelsen af den sag, anmodningen om aktindsigt vedrører. Det fremgår af forvaltningslovens § 16, stk. 4.
Klage over afslag på aktindsigt efter offentlighedsloven træffes af den myndighed, der er øverste klageinstans i forhold til afgørelsen eller behandlingen i øvrigt af den sag, anmodningen om aktindsigt handler om. Det fremgår af § 37, stk. 1, i lov om offentlighed i forvaltningen. Det samme gælder klager over sagsbehandlingstiden i en aktindsigtssag, Det fremgår af § 39, stk. 1, i lov om offentlighed i forvaltningen.
Hvis der f.eks. er tale om en sag om støtte til et hjælpemiddel efter serviceloven, skal klager over kommunens afgørelser om aktindsigt i sagen behandles af Ankestyrelsen.
Hvis spørgsmålet om aktindsigt indgår i en afgørelse, hvor der ikke er klageadgang, kan kommunens afslag på aktindsigt i sagen ikke påklages til Ankestyrelsen som klageinstans efter den sociale lovgivning. I disse tilfælde vil kommunaltilsynet have mulighed for at behandle spørgsmålet. Se afsnit X om tilsyn med kommunerne.

Ankestyrelsens principafgørelse F-1-03:

De sociale klageinstanser havde kompetence til at behandle spørgsmålet om aktindsigt, selv om den konkrete afgørelse, som begæringen om aktindsigt vedrørte, ikke kunne påklages. Ankestyrelsen lagde vægt på, at selvom der blev givet samtykke til anbringelse af barnet, og afgørelsen derfor ikke konkret kunne påklages, så ville sagen efter sin art kunne påklages. Spørgsmålet om aktindsigt kunne derfor behandles af de sociale klageinstanser.

250.

Der er ingen frist for klager over afslag på aktindsigt. Afgørelser om aktindsigt kan påklages, selv om selve sagen henlægges.