Aktiv Socialrådgiver - Formidling af socialjura

VEJ nr 9330 af 21/03/2019 Børne- og Socialministeriet – Retssikkerhedsvejledningen

Vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område
https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2019/9330

Fremhævninger: AktivSocialrådgiver.dk

Klage over rådgivning og vejledning

234.

Der kan klages over manglende eller mangelfuld rådgivning og vejledning.
Klage vil oftest ske i forbindelse med klage over indholdet af en afgørelse.

Klager over kommunernes afslag på anmodninger om rådgivning og vejledning vil efter omstændighederne kunne behandles efter klagereglerne i retssikkerhedsloven, selv om kommunen ikke har truffet en afgørelse om realiteten i sagen. I visse tilfælde vil rådgivning og vejledning efter den sociale lovgivning kunne betragtes som en ydelse, jf. servicelovens § 10 (se punkt 62-70).

I de følgende principafgørelser om rådgivning og vejledning har kommunerne også truffet en afgørelse om realiteten i sagen:
Ankestyrelsens principafgørelse 41-17:

(Uddrag. Principafgørelsens fulde resumé er gengivet ovenfor i punkt 62):

Rådgivning og vejledning

Kommunen har pligt til at give borgeren nødvendig rådgivning og vejledning. Rådgivning og vejledning er ydelser, som kommunen kan give enten alene eller sammen med anden form for hjælp.
Borgeren kan klage til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg over afslag på rådgivning og vejledning i forhold til beskæftigelsesområdet. Beskæftigelsesudvalget vil normalt behandle klagen sammen med en materiel sag om hjælp, men kan også behandle den alene.
Klagen skal behandles, selv om kommunen ikke har truffet en formel skriftlig afgørelse om afslag på rådgivning og vejledning.
Ankestyrelsens principafgørelse 46-09:

Nævnet (nu Ankestyrelsen) har kompetence til at behandle klage over kommunens vejledning i forbindelse med hjælperordning. Ankestyrelsens principafgørelse C-58-06: Kommunen tilsidesatte sin pligt efter serviceloven til at yde familieorienteret rådgivning, da den ikke vejledte moderen til et handicappet barn om samspillet mellem reglerne om barselsorlov og reglerne om tabt arbejdsfortjeneste.
I den aktuelle sag var betingelserne for at yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til stede.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at selv om betingelserne for at få udvidet barselsorlov var til stede, var det muligt at vælge at få tabt arbejdsfortjeneste i stedet for, når betingelserne herfor var opfyldt.
Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at det var muligt at få hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, selv om barnet var i dagtilbud eller anden aflastning nogle timer om dagen eller ugen.

Klage over indhold og formalitet i afgørelserne
235.

Når en myndighed har truffet en afgørelse, kan der klages over alle forhold i sagen.

Der kan klages over indholdet af en afgørelse (realiteten) og den måde, en sag er behandlet på (formaliteten).
Ved realiteten forstås afgørelsens resultat, f.eks. om en borger er berettiget til pension.
Ved formalitet forstås myndighedens behandling af sagen, f.eks. myndighedens overholdelse af forvaltningsretlige regler og principper eller andre lovbestemte sagsbehandlingsregler.

Når der er truffet en afgørelse om realiteten i sagen, kan der klages over manglende eller mangelfuld sagsbehandling i forbindelse med afgørelsen.
Ankestyrelsens principafgørelse 60-18: Kommunen skal tilbyde at udarbejde en handleplan, når kommunen træffer afgørelse om bevilling af støtte efter serviceloven til voksne borgere, som har en betydelig nedsat funktionsevne.
Det gælder i situationer, hvor borgeren er under folkepensionsalderen, og hvor der ydes hjælp efter serviceloven til borgeren, og hvor borgeren har betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller har alvorlige sociale problemer, som bevirker et behov for betydelig støtte.

En handleplan er ikke en garantiforskrift

Handleplanen har et fremadrettet sigte, herunder at beskrive formålet med indsatsen, hvilken indsats der er nødvendig og den forventede varighed af den indsats, som kommunen har truffet afgørelse om at bevilge til borgeren efter serviceloven.
Handleplanen har ikke betydning for afgørelsen om borgerens ret til støtte efter serviceloven.
En handleplan og derved et tilbud om handleplan er derfor ikke en garantiforskrift.
Det betyder, at manglende tilbud om handleplan ikke har betydning for vurderingen af, om kommunens udmåling af støtte efter serviceloven er tilstrækkelig til at dække borgerens hjælpebehov.
Denne afgørelse ændrer praksis i forhold til den praksis, der var udmeldt i principafgørelserne C-12-05 og C-29-06. Praksisændringen har dog først virkning fra offentliggørelsen af denne afgørelse.

Klagemuligheder i forhold til handleplan

Klager over manglende tilbud om handleplan kan påklages, når kommunen har truffet afgørelse om støtte efter serviceloven. Klagen skal indgives inden for klagefristen for kommunens afgørelse.
I den konkrete sag fik borgeren afslag på botilbud og fik bevilget støtte i eget hjem.
Ankestyrelsen vurdererede, at sagen ikke var tilstrækkeligt belyst til, at det kunne vurderes, om kommunens bevilling af støtte kunne dække borgerens hjælpebehov. Dette uanset, at borgeren fik tilbud at få udarbejdet en handleplan.

Ankestyrelsens principafgørelse 49-16:

Ankestyrelsen kan behandle en konkret klage over manglende overholdelse af offentliggjorte sagsbehandlingsfrister.
Kommunen skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt. Kommunen skal på de enkelte sagsområder offentliggøre frister for, hvor lang tid sagsbehandlingen må tage. Hvis fristen i en konkret sag ikke kan overholdes, skal borgeren have besked.
Ankestyrelsen kan behandle en klage over manglende overholdelse af offentliggjorte sagsbehandlingsfrister, men først når der er truffet afgørelse i den konkrete sag.

Der kan klages over den manglende overholdelse af sagsbehandlingsfristen, selv om der ikke klages over afgørelsen i den konkrete sag.
Klagen skal indgives inden for klagefristen for denne afgørelse.
Borgeren kan således begrænse sin klage til alene at vedrøre manglende overholdelse af den offentliggjorte sagsbehandlingsfrist.

Ankestyrelsen kan almindeligvis tage stilling til alle dele af en sag, selv om der ikke er klaget herover. Ankestyrelsen vil dog normalt respektere borgerens klageafgrænsning.
Ankestyrelsen kan alene efterprøve, om der er offentliggjort en frist, og om borgeren har fået rettidig besked, hvis fristen ikke kan overholdes i den konkrete sag.
Ankestyrelsen kan ikke behandle klager over manglende overholdelse af retssikkerhedslovens § 3, stk. 1, det såkaldte ”hurtighedsprincip”. Princippet vil indgå i vurderingen af, om sagsbehandlingstiden har været så uforholdsmæssig lang, at der er tale om passivitet, som kan sidestilles med et afslag.
Ankestyrelsen kan heller ikke behandle klager over længden af de offentliggjorte sagsbehandlingsfrister.
Ankestyrelsen behandler klager over konkrete afgørelser. Det er Statsforvaltningen*, der fører det almindelige tilsyn med, at kommuner og regioner overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder.
*Det kommunale tilsyns 1. instans er fra 1. april 2017 overført fra Statsforvaltningen til Ankestyrelsen.

236.

Flere sagsbehandlingsregler har karakter af garantiforskrifter. Reglerne har til formål at sikre, at afgørelsen får et materielt korrekt indhold. Dette indebærer, at der gælder en formodning for, at afgørelsen er påvirket af eventuelle formelle mangler. Konsekvensen heraf er, at afgørelsen er ugyldig, medmindre det konkret kan afkræftes, at manglerne har påvirket afgørelsens resultat.

Ankestyrelsens principafgørelse 50-18:
Agterskrivelse

En agterskrivelse er et brev, som myndigheden kan vælge at sende til borgeren, inden der træffes afgørelse, og som indeholder det forventede resultat af den kommende afgørelse.
En agterskrivelse er at anse for en partshøring af borgeren.

Myndigheden kan vælge at lade en agterskrivelse få virkning som afgørelse.
I de tilfælde, hvor agterskrivelsen skal fungere både som høring og afgørelse, skal myndigheden være særligt opmærksom på at overholde de forvaltningsretlige krav til blandt andet klagevejledning.

Det skal også være tydeligt for borgeren
  • at der er tale om en høring
  • at der ikke er truffet afgørelse i sagen endnu
  • at borgerens bemærkninger til høringen kan få indflydelse på resultatet, og
  • at myndigheden lader agterskrivelsen få virkning som afgørelse, hvis borgeren ikke kommer med bemærkninger til høringen inden høringsfristens udløb

Hvis borgeren kommer med bemærkninger – eller indsigelser – til partshøringen, skal myndigheden dog træffe en ny afgørelse, så bemærkningerne kan indgå i myndighedens behandling af sagen.

En agterskrivelse kan kun få retsvirkning som afgørelse efter høringsfristens udløb, hvis
  • det tydeligt fremgår, hvilken retsvirkning afgørelsen vil have for borgeren
  • agterskrivelsen indeholder en begrundelse, der lever op til forvaltningslovens krav om begrundelse af afgørelser
  • det er tydeligt, fra hvilket tidspunkt agterskrivelsen får retsvirkning som afgørelse, og
  • det er tydeligt, at borgeren ikke vil få en separat afgørelse efter høringsfristens udløb, hvis ikke borgeren har bemærkninger inden for fristen

Hvis kravene ikke er opfyldt, vil agterskrivelsen være ugyldig som afgørelse.

Fristerne

Fristen for indsigelser skal være så lang, at borgeren faktisk har mulighed for at komme med bemærkninger til partshøringen, før agterskrivelsen får retsvirkning som afgørelse.
Klagefristen på fire uger regnes fra det tidspunkt, hvor agterskrivelsen efter sit indhold får retsvirkning som afgørelse.

Det skal være tydeligt for borgeren, hvornår fristen regnes fra, og hvor lang den er.

Genvurdering – en ordensforskrift

Hvis lovgiver har besluttet, at der inden for et sagsområde skal være en remonstrationsordning, betyder det, at den forvaltningsmyndighed, der har truffet afgørelsen, skal vurdere, om der er grundlag for at give borgeren helt eller delvist medhold, hvis borgeren klager.

Ved genvurderingen skal myndigheden lave en ny vurdering af afgørelsesgrundlaget og tage stilling til, om afgørelsen fortsat er korrekt.
Formålet med genvurdering er, at myndigheden får mulighed for at vurdere, om der er grundlag for at give borgeren helt eller delvis medhold, inden klagen behandles af Ankestyrelsen.
Det skal sikre, at borgeren ikke skal vente på Ankestyrelsens behandling af sagen, hvis oplysninger i klagen kan føre til, at afgørelsen ændres til borgerens fordel.

Hvis myndigheden sender klagesagen til Ankestyrelsen uden at foretage en særskilt genvurdering, må det på baggrund af selve oversendelsen antages, at myndigheden har vurderet, at der ikke er grundlag for at give borgeren medhold. Hvis borgeren sender sin klage direkte til Ankestyrelsen, sender styrelsen klagen videre til den myndighed, der traf afgørelsen, så myndigheden har mulighed for at genvurdere sin afgørelse.
Hvis myndigheden ikke har begrundet sin genvurdering, må Ankestyrelsen konkret vurdere, om der er tilstrækkelige oplysninger i sagen til, at Ankestyrelsen kan besvare klagepunkterne, om de nødvendige oplysninger kan indhentes, hvis klagen indeholder nye oplysninger, eller om sagen efter en konkret vurdering må hjemvises.
Myndighedens manglende meddelelse af genvurderingen til borgeren er en sagsbehandlingsfejl, men kan ikke i sig selv føre til afgørelsens ugyldighed.

Forhåndsklage

En forhåndsklage kan som udgangspunkt ikke i sig selv føre til, at afgørelsen betragtes som påklaget.
Hvis borgeren, allerede før afgørelsen bliver truffet, har givet udtryk for at ville klage over et givent udfald – forhåndsklage – skal myndigheden i afgørelsen vejlede borgeren om, at borgeren inden udløbet af klagefristen skal oplyse, om borgeren ønsker at klage over den afgørelse, der er truffet. Manglende vejledning kan føre til dispensation for en overskridelse af klagefristen.

Myndigheden skal afvente, at borgeren oplyser, at han fortsat ønsker at klage, før afgørelsen genvurderes.
Hvis det fremgår tydeligt af borgers forhåndsklage, at denne skal betragtes som en klage over den kommende afgørelse, og der ikke er tvivl om, at der er tale om samme resultat i afgørelsen, som borgeren er utilfreds med, kan myndigheden efter en konkret vurdering vælge at betragte forhåndsklagen som en klage over afgørelsen. Myndigheden skal så i afgørelsen tydeligt oplyse borgeren om, at afgørelsen betragtes som påklaget, og at borgeren kan rette henvendelse, hvis han ikke ønsker at opretholde klagen. Myndigheden skal i det tilfælde ikke give ny klagevejledning i afgørelsen, men skal foretage en genvurdering af sagen.

I den konkrete sag havde kommunen i sin afgørelse vejledt borgeren om, at sagen ville blive oversendt til Ankestyrelsen på baggrund af borgers indsigelser til agterskrivelsen.
Kommunen oversendte sagen uden at afvente en ny klage fra borger og uden at genvurdere.
Ankestyrelsen vurderede, at sagen kunne behandles, selvom borgers klage lå forud for afgørelsen, fordi kommunen i afgørelsen havde vejledt borger om, at sagen ville blive oversendt til Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen vurderede også, at kommunens manglende genvurdering ikke førte til ugyldighed.

Ankestyrelsens principafgørelse R-4-07:

En kommune havde truffet en afgørelse om standsning af personlig hjælperordning uden at inddrage borgeren i det omfang, kommunen havde stillet ham i udsigt.
Ankestyrelsen fandt, at borgeren mod berettiget forventning ikke var blevet hørt i tilstrækkeligt omfang, inden kommunen gav afslag på hjælperordningen. Da det ikke kunne udelukkes, at den manglende borgerinddragelse havde haft betydning for afgørelsens resultat, var nævnets afgørelse ugyldig.

237.

I enkelte undtagelsestilfælde kan der klages over formaliteten, selv om kommunen ikke har truffet en afgørelse om realiteten, f.eks. hvis formalitetsafgørelsen betyder, at resten af sagen vil falde væk og derfor ikke vil kunne blive påklaget.

Ankestyrelsens principafgørelse 65-15:

Der kunne klages over kommunens afslag på partsrepræsentation i et møde i rehabiliteringsteamet, selv om kommunen ikke på det tidspunkt havde truffet afgørelse om, hvilken foranstaltning borgeren var berettiget til.
Der kunne klages, da kommunens afslag på partsrepræsentation kunne medføre, at borgeren ikke ville få en materiel afgørelse fra kommunen.
Det er i reglerne om rehabiliteringsteams bestemt, at en borger skal deltage personligt ved sagens behandling i møderne i rehabiliteringsteamet af hensyn til sagens afklaring, medmindre det er åbenbart formålsløst at udvikle arbejdsevnen. Det betød, at borgeren ikke kunne lade sig repræsentere på mødet i rehabiliteringsteamet af en partsrepræsentant. Borgerens personlige deltagelse i møderne i rehabiliteringsteamet er en forudsætning for, at rehabiliteringsteamet kan foretage en vurdering af borgerens arbejdsevne, herunder hvilken indsats der er den rigtige for borgeren, og dermed for, at kommunen efterfølgende kan træffe en afgørelse.

Ankestyrelsens principafgørelse R-3-08:

Der kunne ikke klages over matchkategorisering, som indebar, at borgeren ikke blev tilmeldt til Jobnet. Indplaceringen i matchgruppe var alene et sagsbehandlingsskridt og bestemte ikke, hvad der var, eller skulle være ret for borgeren. Indplaceringen i matchgruppe kunne derfor ikke anses for en egentlig afgørelse.

Ankestyrelsens principafgørelse R-3-07:

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at en klage over matchkategoriseringen vedrørte indholdet af kommunens afgørelse om tilbud om virksomhedspraktik.
Beskæftigelsesankenævnet havde derfor kompetence til at behandle klagen. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at tilbuddet om virksomhedspraktik var en materiel afgørelse, som var truffet i direkte forlængelse af fastsættelse af matchkategorien, og at matchkategorien var en integreret del af afgørelsen.
Ankestyrelsens principafgørelse R-9-03: Ankestyrelsen pålagde nævnet at behandle en klage over kommunens afgørelse om visitering til fleksjob m. v. Nævnet skulle således tage stilling til klagepunkterne over den udarbejdede ressourceprofil.
Der blev lagt vægt på, at klagen over ressourceprofilen var indgivet som klage over kommunens afgørelse om visitering til fleksjob m.v. og således vedrørte oplysningsgrundlaget og de vurderinger, der skulle ske for at der på grundlag af ressourceprofilen kunne træffes en materielt korrekt afgørelse.
Klagen kunne ikke begrænses, og nævnet kunne således efterprøve afgørelsen i sin helhed.

Klageadgangen kan være afskåret
  1. Den generelle adgang til at klage over kommunernes afgørelser kan være begrænset i de enkelte love. Eksempelvis kan borgerne ikke klage over kommunens afgørelser om optagelse i dagtilbud til børn (§ 26, stk. 1, i dagtilbudsloven) eller over afgørelser om støtte til individuel befordring (§ 117 i serviceloven).
Klage over processuelle beslutninger

239. Beslutninger i forbindelse med sagsbehandlingen, som ikke afslutter sagen – de såkaldte processuelle beslutningerer ikke afgørelser og kan derfor ikke påklages særskilt til klagemyndighederne.
Det er f.eks. beslutninger om at indhente oplysninger eller om at udsætte sagen.
Det kan også være indstillinger, som skal foreligge efter reglerne om behandling af bestemte typer sager. Indstillinger er som udgangspunkt ikke afgørelser. Det kan f.eks. være indstillinger i sager om adoption uden samtykke, eller indstillinger fra rehabiliteringsteamet i sager om ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension.

Da processuelle beslutninger ikke er afgørelser, er der ikke adgang til at klage over beslutninger. Retssikkerhedsloven giver ikke borgerne klageadgang i forhold til processuelle beslutninger. Dog er der efter § 13, stk. 2, i serviceloven direkte adgang til at klage over en kommunes afslag på at indhente en vejledende udredning fra den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO), da kommunens afslag på at indhente en vejledende udredning fra den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation betragtes som en afgørelse.
Ankestyrelsens principafgørelse 26-14: Rehabiliteringsteamet skal afgive indstilling i alle sager, inden kommunen træffer beslutning om og tilkender ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende og førtidspension.
En borger kan ikke klage over rehabiliteringsteamets indstilling i en sag. Dette fremgår af lovbemærkningerne. Det er begrundet i, at forelæggelsen af sager for rehabiliteringsteamet er en del af kommunens sagsbehandling. Kompetencen til at træffe afgørelse i sagen ligger stadig hos kommunen.
Borgeren kan derimod klage til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg over kommunens afgørelse.
Kommunen skal træffe en afgørelse på baggrund af rehabiliteringsteamets indstilling
Ankestyrelsens principafgørelse 94-13: En beslutning om ikke at iværksætte en ny forældrekompetenceundersøgelse er ikke en afgørelse, der kan påklages, men en processuel beslutning uden klageadgang i det administrative system.

Ankestyrelsens principafgørelse 41-10:

En kommunes beslutning om, at der ved udskiftning af kropsbårne hjælpemidler skulle indhentes 2 tilbud, var en processuel beslutning. Der var ikke klageadgang til det sociale nævn.

Ankestyrelsens principafgørelse 123-09:

Jobcenterets påmindelse i forbindelse med manglende registrering på jobnet.dk var ikke en afgørelse, der kunne klages over til beskæftigelsesankenævnet.
Hvis kommunen sidenhen træffer en afgørelse om realiteten i sagen, vil borgeren kunne klage over den processuelle beslutning, som blev truffet undervejs i sagen (se punkt 237 om principafgørelse R-3-07). Borgeren vil dog ikke kunne begrænse efterprøvelsen til at omfatte det processuelle spørgsmål (se punkt 276 og 277 om § 68, stk. 1).

Ankestyrelsens principafgørelse 181-09:

Beskæftigelsesankenævnet skulle behandle en klage over kommunens valg af visitationskategori som led i opfølgningen i sagen. Begrundelsen var, at klage over indplacering i visitationskategori var indgået som en del af en klage over kommunens afgørelse om at standse udbetalingen af sygedagpenge.
I øvrigt var indplacering i visitationskategori en processuel beslutning, som ikke kunne ankes særskilt.

Klage over faktisk forvaltningsvirksomhed
  1. Reglerne om behandling af klager gælder ikke for klager over faktisk forvaltningsvirksomhed. Ved faktisk forvaltningsvirksomhed forstås den faktiske gennemførelse af myndighedens opgaver efter den sociale lovgivning, f.eks. udbringning af mad efter serviceloven.
    Der kan heller ikke klages over den administrative sagsbehandling, der har karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed, dvs. virksomhed der ikke tager sigte på at træffe retlige bindende afgørelser i forhold til de implicerede enkeltpersoner.
    Det vil bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, om en beslutning er en afgørelse, der kan klages over, eller der er tale om faktisk forvaltningsvirksomhed.
    Ankestyrelsens principafgørelse 93-13: En afgørelse om valg af aflastningssted og en afgørelse om ændring af aflastningssted er faktisk forvaltningsvirksomhed, der som udgangspunkt ikke kan efterprøves af ankeinstanserne.

    En afgørelse om rent praktiske spørgsmål i et anbragt barns dagligdag, f.eks. hvad barnet må spise, er også faktisk forvaltningsvirksomhed, der som udgangspunkt ikke kan efterprøves af ankeinstanserne.

    Det er kommunen, der har ansvaret for og beslutter, hvordan den skal planlægge og udføre sine opgaver på det sociale og sundhedsmæssige område efter den sociale lovgivning.
    Ankeinstanserne kan dog efterprøve en afgørelse om, hvor eller hvordan opgaven skal udføres eller af hvem, hvis afgørelsen må anses for at have særlig indgribende karakter for den, afgørelsen træffes overfor. Dette kan f.eks. være tilfældet på baggrund af kontinuitetsbetragtninger, eller hvis afgørelsen vedrører spørgsmål af væsentlig personlig betydning for forældremyndighedsindehaver.
    Ankeinstanserne kan i de tilfælde efterprøve, om de kriterier, der danner grundlag for en kommunal afgørelse, er lovlige, herunder om alle relevante kriterier er inddraget i vurderingen, og om prioriteringen og vægtningen mellem kriterierne er foretaget i overensstemmelse med almindelige retsprincipper.
Ankestyrelsens principafgørelse 157-12:

Kommunalbestyrelsen har ansvaret for og beslutter, hvordan kommunen skal planlægge og udføre sine opgaver på det sociale og sundhedsmæssige område efter den sociale lovgivning. Det er dermed forudsat, at kommunerne har et vist selvstændigt handlerum. Kommunerne skal i udøvelsen heraf følge skrevne og uskrevne retsgrundsætninger.
De sociale nævn og Ankestyrelsen kan ikke gå ind i en vurdering af, hvilket af flere konkrete tilbud en kommune skal tilbyde en borger. Det hører under kommunernes udøvelse af faktisk forvaltningsvirksomhed.
Ankestyrelsens principafgørelse R-7-08:
En kommunes tilrettelæggelse af sted og tidspunkt for udbetaling af pension skulle betragtes som faktisk forvaltningsvirksomhed. Kommunens beslutning herom kunne derfor ikke påklages. Faktisk forvaltningsmyndighed skulle forstås som det arbejde, der skulle udføres af en offentlig myndighed, for at afgørelsen kunne blive realiseret.

241. Klager over faktisk forvaltningsvirksomhed behandles af den forvaltningsmyndighed, som er ansvarlig for udførelsen af den faktiske forvaltningsvirksomhed. Klage over faktisk forvaltningsvirksomhed i en kommune rettes til kommunen eller borgmesteren – i kommuner med magistratsstyre til rådmanden.
Ankestyrelsens principafgørelse C-26-08: Det sociale nævn havde ikke kompetence til at behandle en klage over tidspunktet for en frivillig anbringelse udenfor hjemmet. Den praktiske gennemførelse af, hvornår og hvordan beslutningen om anbringelsen skulle iværksættes, måtte betragtes som en del af kommunens bistandsudøvelse. En klage måtte rettes til kommunalbestyrelsen eller borgmesteren.

Klage over faktisk forvaltningsvirksomhed, som leveres af en privat leverandør
  1. Den daværende socialminister har i et svar til Folketingets Socialudvalg (den 28. februar 2011) udtalt, at hvis en privat leverandør står for den faktiske leverance af hjælpen på baggrund af en kommunal afgørelse efter serviceloven, har kommunen pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses og med, at borgeren får den hjælp, der er truffet afgørelse om. Den kommune, der har truffet afgørelse om hjælpen, er således ansvarlig over for borgeren for udførelsen af den faktiske forvaltningsvirksomhed. Klager over den faktiske udførelse af hjælp kan derfor rettes til kommunen, og dette gælder således uanset, om hjælpen faktisk leveres af kommunalt ansatte eller af en privat leverandør.
  2. Klager over fejl og mangler ved en ydelse, som borgeren køber direkte fra en privat leverandør med tilskud fra kommunen, f.eks. et hjælpemiddel, kan ikke behandles efter klagereglerne i retssikkerhedsloven. I disse tilfælde gælder reglerne i købeloven og andre formueretlige regler, som gælder for forbrugeraftaler.
Klage over den konkrete indsats efter serviceloven
  1. Afgørelser efter serviceloven træffes af kommunen, jf. § 3 i serviceloven. Det er fastsat i § 3, stk. 2, at afgørelsen skal indeholde oplysninger om beslutninger om den konkrete indsats, som iværksættes, og formålet hermed, når afgørelsen vedrører tilbud efter §§ 32, 36, 101, 103, 104 og 107-110. Da afgørelsen således indeholder oplysninger om den konkrete indsats og formålet med indsatsen, behandles klager over såvel retten til tilbud efter serviceloven som klager over den konkrete indsats efter reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 10.
    Beslutninger om væsentlige ændringer af den konkrete indsats kan også indbringes for Ankestyrelsen.

Der henvises nærmere til vejledning om servicelovens formål og generelle bestemmelser i loven.

Klage over det generelle serviceniveau

§ 60. […] Stk. 2. […] Stk. 3. Afgørelser om det generelle serviceniveau, herunder hvilke tilbud og pladser der skal være til rådighed i kommunen og takster for tilbuddene, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
245. Da det kun er muligt at klage over kommunens afgørelser i konkrete enkeltsager, er der ikke adgang til at klage over det generelle serviceniveau i kommunerne. Efter § 60, stk. 3, kan Ankestyrelsen ikke behandle klager over det generelle serviceniveau, herunder hvilke tilbud og pladser, der skal være til rådighed i kommunen og takster for tilbuddene. Dette spørgsmål vil kunne behandles af kommunaltilsynet efter lov om kommunernes styrelse (se kapitel 42).

Ankestyrelsens principafgørelse 5-13:

Kommunen kan inden for lovens rammer fastsætte et generelt og vejledende serviceniveau om kommunens brug af behandlingstilbud efter servicelovens § 102.
Kommunen skal behandle en ansøgning efter § 102 og tage stilling til, om borgeren opfylder betingelserne for at modtage hjælp efter bestemmelsen.
Af afgørelsen bør det fremgå, hvilken betydning et fastsat serviceniveau har haft for den konkrete afgørelse. I den konkrete sag skal kommunen foretage en individuel vurdering af, om den påtænkte indsats afhjælper behovet hos borgeren.
Ankeinstansen kan efterprøve, om kommunen i nødvendigt omfang har foretaget den konkrete, individuelle vurdering sammenholdt med det fastlagte serviceniveau ved afgørelsen af, om borgeren kan få den ansøgte hjælp.
Ankeinstansen kan endvidere efterprøve, om de kriterier, der danner grundlag for en kommunes afgørelse, er lovlige, herunder om alle relevante kriterier er inddraget i vurderingen, og om prioriteringen og vægtningen mellem kriterierne er foretaget i overensstemmelse med almindelige retsprincipper.

Ankestyrelsens principafgørelse 82-12:

Når en kommunes kvalitetsstandard er anvendt i forbindelse med afgørelsen af en konkret sag, er der adgang for klageinstanserne til at efterprøve, om kvalitetsstandarden er i overensstemmelse med loven.
Ankestyrelsen fandt, at kommunens generelle serviceniveau – om at rengøring bevilges hver fjerde uge – som et vejledende udgangspunkt ikke er i strid med serviceloven.
Ankestyrelsens vurdering byggede på formålet med serviceloven, hvor der ikke er præcise beskrivelser af, hvilke normer der gælder for rengøring.
Ankestyrelsen understregede, at serviceniveauet skal fraviges i de tilfælde, hvor borgerens behov nødvendiggør dette, og at mere subjektivt prægede forhold skal indgå i vurderingen af borgerens behov, såsom borgerens værdighed, integritet og personlige glæde ved at leve i et rent hjem, og navnlig borgerens mulighed for at leve et så normalt liv som muligt, herunder et socialt liv.
Endelig lagde Ankestyrelsen vægt på, at en borger altid har krav på en fyldestgørende begrundelse. Dette gælder især, når borgeren får nedsat sin bevilling.
I den konkrete sag fandt Ankestyrelsen, at der – efter visitationsbesøget i borgerens hjem – var foretaget en tilstrækkelig konkret og individuel vurdering af borgerens behov.
Ankestyrelsens principafgørelse C-10-07: De sociale klageinstanser havde alene kompetence til at påse, om den af kommunen bevilgede afløsning/aflastning var fastsat således, at formålet med hjælpen var dækket.
Derimod havde klageinstanserne ikke kompetence til at efterprøve kommunens beslutninger om selve den praktiske tilrettelæggelse af hjælpen, der var en del af det generelle serviceniveau.
Ankestyrelsen ophævede på denne baggrund den del af det sociale nævns afgørelse om afløsning/aflastning, hvorefter en familie med en stærkt handicappet hjemmeboende ung mand var blevet tillagt frit valg mellem aflastning og afløsning.

Ankestyrelsens principafgørelse C-51-06:

Selv om en afgørelse om nedsættelse af omfanget af praktisk hjælp i hjemmet i det enkelte tilfælde skete som følge af en ændring af kommunens generelle serviceniveau, havde de sociale klageinstanser kompetence til at påse, hvorvidt kommunens afgørelse var truffet ud fra en konkret, individuel vurdering af behovet for hjælp.
Den konkrete sag, hvor nævnet havde afvist at behandle en klage over kommunens nedsættelse af omfanget af praktisk hjælp i hjemmet med henvisning til ændrede kvalitetsstandarder, blev herefter hjemvist til nævnet til ny behandling og afgørelse.

Ankestyrelsens principafgørelse R-7-06:

En kommunes afgørelse om afslag på tilbagebetaling af for meget betalt servicebetaling kunne påklages til det sociale nævn. Kommunens afgørelse beroede således ikke på forhold, som vedrørte serviceniveauet.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at det fulgte af retssikkerhedsloven, at de afgørelser, som kommunen traf efter den sociale lovgivning, kunne indbringes for det sociale nævn.
Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at kommunens afgørelse om tilbagebetaling vedrørte anvendelsen af beregningsprincipperne og den frist, kommunen havde fastsat for anmodning om tilbagebetaling. Beregningsprincipperne fremgik af Socialministeriets bekendtgørelser om betaling for ophold på plejehjem mv., som ikke indeholdt begrænsninger i klageadgangen.

Klage over sagsbehandlingstiden, personalets optræden m.v.

246. Ankestyrelsen kan som hovedregel ikke behandle klager alene over sagsbehandlingstiden.

Ankestyrelsen kan heller ikke behandle klager over personalets optræden, sagsbehandlingens tilrettelæggelse og ekspeditionsfejl.
Sådanne klager rettes til borgmesteren – i kommuner med magistratsstyre til rådmanden − som er ansvarlig for tilrettelæggelsen af opgaverne i kommunen.

Klager over sagsbehandlingstid m.v. i Udbetaling Danmark rettes til Udbetaling Danmarks direktør.
I tilfælde, hvor sagsbehandlingstiden har været uforholdsmæssig lang, kan den manglende afgørelse sidestilles med et afslag, og dermed en afgørelse, med den virkning, at Ankestyrelsen skal behandle sagen.
Ankestyrelsens principafgørelse R-4-04: Et uforholdsmæssigt langt sagsforløb i kommunen måtte sidestilles med, at kommunen havde givet afslag på at være rette handlekommune i en sag om sygedagpenge.
Ankestyrelsen kan, når der er truffet en afgørelse om realiteten/indholdet i en sag, behandle en klage over, at en tidsfrist, der er fastsat i loven, er overskredet. Det gælder også den frist, som myndigheden efter retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, skal fastsætte for, hvor lang tid, der må gå, inden der skal være truffet en afgørelse om hjælp efter den sociale lovgivning (se kapitel 4).

Ankestyrelsens principafgørelse 49-16:

Ankestyrelsen kan behandle en konkret klage over manglende overholdelse af offentliggjorte sagsbehandlingsfrister.
Kommunen skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt. Kommunen skal på de enkelte sagsområder offentliggøre frister for, hvor lang tid sagsbehandlingen må tage. Hvis fristen i en konkret sag ikke kan overholdes, skal borgeren have besked.

Ankestyrelsen kan behandle en klage over manglende overholdelse af offentliggjorte sagsbehandlingsfrister, men først når der er truffet afgørelse i den konkrete sag. Der kan klages over den manglende overholdelse af sagsbehandlingsfristen, selv om der ikke klages over afgørelsen i den konkrete sag. Klagen skal indgives inden for klagefristen for denne afgørelse.
Borgeren kan således begrænse sin klage til alene at vedrøre manglende overholdelse af den offentliggjorte sagsbehandlingsfrist. Ankestyrelsen kan almindeligvis tage stilling til alle dele af en sag, selv om der ikke er klaget herover. Ankestyrelsen vil dog normalt respektere borgerens klageafgrænsning.

Ankestyrelsen kan alene efterprøve, om der er offentliggjort en frist, og om borgeren har fået rettidig besked, hvis fristen ikke kan overholdes i den konkrete sag.
Ankestyrelsen kan ikke behandle klager over manglende overholdelse af retssikkerhedslovens § 3, stk. 1, det såkaldte ”hurtighedsprincip”.
Princippet vil indgå i vurderingen af, om sagsbehandlingstiden har været så uforholdsmæssig lang, at der er tale om passivitet, som kan sidestilles med et afslag.
Ankestyrelsen kan heller ikke behandle klager over længden af de offentliggjorte sagsbehandlingsfrister.
Ankestyrelsen behandler klager over konkrete afgørelser. Det er Statsforvaltningen*, der fører det almindelige tilsyn med, at kommuner og regioner overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder.
*Det kommunale tilsyns 1. instans er fra 1. april 2017 overført fra Statsforvaltningen til Ankestyrelsen.
I tilfælde hvor kommunen har været meget længe om at træffe en afgørelse om ret til en ydelse, f.eks. førtidspension, kan Ankestyrelsen tage stilling til, om kommunens passivitet under særlige omstændigheder kan medføre, at pensionen tilkendes fra et tidligere tidspunkt.

Ankestyrelsens principafgørelse 68-14:

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at borgeren havde ret til førtidspension med virkning fra den 1. i måneden efter det fyldte 18. år. Udvalget lagde vægt på, at det var helt åbenbart, at borgeren skulle have tilkendt pension ved sit fyldte 18. år, og at kommunen havde de nødvendige oplysninger for en afgørelse.
Udvalget anså det for en væsentlig fejl, at kommunen havde undladt at rejse sag og træffe afgørelse om førtidspension forud for borgerens 18. år. Udvalget lagde herved vægt på, at der forelå de nødvendige lægelige oplysninger inden 18 års dagen, samt at den psykiatriske speciallægeerklæring blev indhentet efter ønske fra forældrene. Kommunen kunne, hvis den havde påbegyndt sagen i tide, have indhentet erklæringen tidligere.
Kommunen burde derfor have påbegyndt behandlingen af sag om førtidspension, så afgørelsen kunne være truffet, og udbetalingen af pension kunne ske med virkning fra det fyldte 18. år.

Ankestyrelsens principafgørelse P-20-06:

Kommunen kunne ikke tilkende pension med tilbagevirkende kraft under hensyn til, at sagsbehandlingstiden havde været langvarig.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at der i pensionsloven ikke var fastsat frister for at indhente oplysninger eller for at påbegynde pensionssag, når det var dokumenteret, at arbejdsevnen ikke kunne forbedres.
Det fulgte således alene af kravene om god forvaltningsskik, at sagen skulle behandles inden for rimelig tid.
Forsinkelse medførte derfor normalt ikke ugyldighed, medmindre sagsbehandlingstiden var uforholdsmæssig lang, således at det kunne sidestilles med et afslag.
Sagsbehandlingstiden var i det konkrete tilfælde ikke så uforholdsmæssig langvarig, at det kunne sidestilles med et afslag. Pensionen skulle derfor først tilkendes med virkning fra den 1. i måneden efter, at kommunen påbegyndte pensionssag og umiddelbart efter traf afgørelse om tilkendelse af pension.

Klager over afslag på anmodning om udlevering af oplysninger
  1. Forvaltningsloven bestemmer i § 31, at en myndighed skal videregive oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed, som anmoder om oplysningerne, hvis oplysningerne er af betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe. Afslår en forvaltningsmyndighed at udlevere oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed, kan afslaget indbringes for den myndighed, der ville være klageinstans ved en klage over sagens realitet, jf. vejledningen til forvaltningsloven.
Klager over, at oplysninger er udleveret
  1. Efter Ankestyrelsens praksis kan der klages over, at en myndighed i forbindelse med en sags behandling har udleveret oplysninger i strid med forvaltningslovens regler. En sådan klage kan dog kun behandles af Ankestyrelsen, hvis myndigheden har truffet en afgørelse i sagen, som kan påklages efter den sociale lovgivning. Hvis det er sandsynligt, at der i strafferetlig forstand er sket en tilsidesættelse af tavshedspligten, må klageren henvises til politiet.
    Klager over behandlinger, der er i strid med databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven, behandles af Datatilsynet.
Klager over afgørelser om aktindsigt
  1. Klager over afslag på partsaktindsigt efter forvaltningsloven i en sag behandles af den myndighed, som er klageinstans i forhold til afgørelsen af den sag, anmodningen om aktindsigt vedrører. Det fremgår af forvaltningslovens § 16, stk. 4.
    Klage over afslag på aktindsigt efter offentlighedsloven træffes af den myndighed, der er øverste klageinstans i forhold til afgørelsen eller behandlingen i øvrigt af den sag, anmodningen om aktindsigt handler om. Det fremgår af § 37, stk. 1, i lov om offentlighed i forvaltningen. Det samme gælder klager over sagsbehandlingstiden i en aktindsigtssag, Det fremgår af § 39, stk. 1, i lov om offentlighed i forvaltningen.
    Hvis der f.eks. er tale om en sag om støtte til et hjælpemiddel efter serviceloven, skal klager over kommunens afgørelser om aktindsigt i sagen behandles af Ankestyrelsen.
    Hvis spørgsmålet om aktindsigt indgår i en afgørelse, hvor der ikke er klageadgang, kan kommunens afslag på aktindsigt i sagen ikke påklages til Ankestyrelsen som klageinstans efter den sociale lovgivning. I disse tilfælde vil kommunaltilsynet have mulighed for at behandle spørgsmålet. Se afsnit X om tilsyn med kommunerne.
Ankestyrelsens principafgørelse F-1-03:

De sociale klageinstanser havde kompetence til at behandle spørgsmålet om aktindsigt, selv om den konkrete afgørelse, som begæringen om aktindsigt vedrørte, ikke kunne påklages. Ankestyrelsen lagde vægt på, at selvom der blev givet samtykke til anbringelse af barnet, og afgørelsen derfor ikke konkret kunne påklages, så ville sagen efter sin art kunne påklages. Spørgsmålet om aktindsigt kunne derfor behandles af de sociale klageinstanser.
250. Der er ingen frist for klager over afslag på aktindsigt. Afgørelser om aktindsigt kan påklages, selv om selve sagen henlægges.

Kapitel 22

Klageberettigede

§ 60. […] Stk. 2. Der er kun den person, som afgørelsen vedrører, der kan klage over afgørelsen.
Dog kan klager over afgørelser i spørgsmål om konkurrenceforvridning efter § 33, stk. 1, og §§ 49 og 65 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats tillige indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af andre, som har en væsentlig interesse i afgørelsen.
Stk. 3. […] § 64 a. Afgørelser, der træffes af Udbetaling Danmark, kan indbringes for Ankestyrelsen af den person, som afgørelsen vedrører, i det omfang det er fastsat i de love, der er nævnt i § 1 i lov om Udbetaling Danmark.
Stk. 2. Afgørelser, der træffes af Udbetaling Danmark, kan indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, jf. § 59 a, af den person, som afgørelsen vedrører, i det omfang det er fastsat i de love, der er nævnt i § 1 i lov om Udbetaling Danmark.
Stk. 3. […]

Klageadgang for den person, som afgørelsen vedrører
  1. Reglerne i retssikkerhedslovens § 60, stk. 2, og § 64 a, stk. 1, og 2, bestemmer, at det som hovedregel kun er den person, som afgørelsen vedrører, der kan klage over afgørelsen. Personer, som repræsenterer den person, som afgørelsen vedrører – f.eks. en værge, forældremyndighedens indehaver eller en advokat eller anden partsrepræsentant – vil kunne klage over afgørelsen på vegne af den person, som sagen vedrører. Der henvises til punkt 58-61 om værgemål og fremtidsfuldmagt. Om klageadgang for andre se punkt 252 og 253.
Ankestyrelsen har truffet en række afgørelser om klageadgang:
Ankestyrelsens principafgørelse 60-17:

En kommune skal, inden den afgør en sag om hjælp og støtte til fx ældre og borgere, som har en funktionsnedsættelse, sikre sig, at borgeren er i stand til at varetage sine interesser.
Det betyder, at kommunen skal være opmærksom på, om der er behov for at bede Statsforvaltningen om at beskikke en værge. Det gælder i situationer, hvor borgeren på grund af en nedsat intellektuel (kognitiv) funktionsevne eller af andre årsager, ikke er i stand til at varetage sine interesser og heller ikke kan give en gyldig fuldmagt til andre om at varetage sine interesser. Det gælder ikke mindst, når der ikke er enighed mellem en kommune og en pårørende om den indsats, som er nødvendig over for borgeren. En klage til Ankestyrelsen må i sig selv betegnes som en sådan uenighed, at den kan danne grundlag for, at der er behov for beskikkelse af en værge.
Hvis borgeren ikke har fået mulighed for at udnytte sine partsrettigheder under sagens behandling og forløb i kommunen, er der tale om tilsidesættelse af grundlæggende sagsbehandlingsregler, herunder partshøring, sagsoplysning og klagemuligheder, som fører til, at kommunens afgørelse som udgangspunkt er ugyldig. Det skyldes, at disse grundlæggende sagsbehandlingsregler har karakter af garantiforskrifter.
Tilsidesættelse af sådanne garantiforskrifter medfører, at der er en formodning for, at afgørelsen er påvirket af manglerne, medmindre at det konkret kan afkræftes. Det er myndigheden, der har bevisbyrden for, at manglerne ikke har haft betydning for afgørelsens resultat.
Ankestyrelsen modtager ofte klager over en kommunes afgørelse fra nærtstående og pårørende, som kommunen betragter som partsrepræsentanter. Ankestyrelsen kan behandle klagen af hensyn til borgerens retssikkerhed, selvom borgeren som følge af sin funktionsnedsættelse, ikke kan give en gyldig fuldmagt til repræsentation. I modsat fald vil sådanne sager, hvor der kan være tale om, at kommunens afgørelse er ugyldig, som følge af tilsidesættelse af grundlæggende sagsbehandlingsregler, ikke kunne prøves ved en klageinstans. Ankestyrelsen vil i disse tilfælde typisk hjemvise sagen med henblik på, at kommunen beder Statsforvaltningen om at beskikke en værge og derefter træffer en ny afgørelse.

De konkrete sager;

I den første sag vurderede Ankestyrelsen, at kommunens afgørelse om socialpædagogisk ledsagelse var ugyldig. Borgeren havde på grund af nedsat psykisk funktionsevne ikke haft mulighed for at udnytte sine partsrettigheder under sagens behandling i kommunen. Borgerens hustru var uenig i kommunens vurdering af borgerens behov for hjælp. Ankestyrelsen hjemviste afgørelsen til kommunen til fornyet behandling.
Kommunen skal – inden den afgør sagen igen – bede Statsforvaltningen om at beskikke en værge til borgeren efter værgemålsloven.
I den anden sag vurderede Ankestyrelsen også, at kommunens afgørelse om afslag på genbevilling af støtte til køb af bil og afslag på afgiftsfritagelse/nedsættelse var ugyldig. Borgeren havde på grund af nedsat psykisk funktionsevne ikke haft mulighed for at udnytte sine partsrettigheder under sagens behandling i kommunen. Borgerens far var uenig i kommunens vurdering af borgerens behov for hjælp. Kommunen skal – inden den afgør sagen igen – bede Statsforvaltningen om at beskikke en værge til borgeren efter værgemålsloven.
Ankestyrelsens principafgørelse 71-16: Kommunen kan ikke være partsrepræsentant i en sag hos socialtilsynet
Socialtilsynet træffer afgørelse om godkendelse af en plejefamilie som generelt egnet og fører driftsorienteret tilsyn med plejefamilien.
Når en plejefamilie søger om at blive generelt godkendt eller om ændring af den generelle godkendelse, kan plejefamilien på ethvert tidspunkt af sagens behandling, lade sig repræsentere eller bistå af andre. Kommunen kan dog ikke være partsrepræsentant for plejefamilien. Dette gælder uanset, at plejefamilien giver fuldmagt til, at kommunen må repræsentere dem.
Hvis kommunen optræder som partsrepræsentant i sagen, og dermed yder bistand, der går ud over kommunens vejledningsforpligtelse, vil der være risiko for, at kommunen bliver myndighedsinhabil, når kommunen efterfølgende skal føre et personrettet tilsyn med børnene hos plejefamilien. Kommunen er forpligtet til at indrette sig sådan, at risikoen for myndighedsinhabilitet så vidt muligt undgås.
I den konkrete sag havde socialtilsynet givet afslag på at fravige en plejefamilies godkendelse, så der kunne anbringes et søskendepar hos dem. Kommunen klagede på plejefamiliens vegne over afgørelsen. Ankestyrelsen ophævede socialtilsynets afgørelse og udtalte i øvrigt, at styrelsen vurderede, at kommunen ikke kunne være partsrepræsentant i den konkrete sag.

Ankestyrelsens principafgørelse 217-11:

Beskæftigelses-ankenævnet havde ikke kompetence til at behandle en klage fra borgeren om konkurrenceforvridende virksomhed.
Kommunen havde hverken givet sanktion for at nægte at deltage i et tilbud eller på noget tidspunkt etableret et konkret tilbud. Kontanthjælpsmodtageren havde derfor ikke en så væsentlig interesse i sagen, at han havde ret til at klage til beskæftigelsesankenævnet over spørgsmål om konkurrenceforvridning.

Ankestyrelsens principafgørelse 158-11:

En netværksplejefamilie havde adgang til at klage over dækning af omkostninger ved barnets ophold hos dem.
Ankestyrelsens principafgørelse 122-11:
En kommune kan ikke klage over en afgørelse fra samme kommune. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at en kommunal arbejdsgiver ikke havde den fornødne retlige interesse, når klagen angik afgørelse truffet af sygedagpengekontoret i samme kommune, idet begge arbejdede og traf afgørelser under delegation fra samme kommunalbestyrelse og således var en del af samme enhedsforvaltning.

Ankestyrelsens principafgørelse 206-10:

En netværksplejemor var klageberettiget over kommunens afgørelse om afslag på tabt arbejdsfortjeneste til dækning af nedsat arbejdstid for at passe sit plejebarn, da der ikke var tale om et aftalespørgsmål, og da den almindelige klageadgang ikke var fraveget i loven.

Ankestyrelsens principafgørelse 71-09:

En mand kunne ikke klage over kommunens bevilling af hjælp efter integrationsloven til sin ægtefælle.
Han kunne heller ikke klage over, at kommunen efterfølgende opkrævede beløbet af ham, fordi han havde underskrevet en garantierklæring om sikkerhedsstillelse til dækning af eventuelle fremtidige offentlige udgifter til hjælp for ægtefællen efter aktivloven eller integrationsloven.
Kommunens afgørelse om hjælp vedrørte ikke ham, og der var ikke i lovgivningen fastsat mulighed for at klage over den efterfølgende opkrævning på baggrund af en garantierklæring.

Ankestyrelsens principafgørelse R-4-08:

En lønmodtager var klageberettiget i en sag om fastsættelse af løntilskud i fleksjob, da han ansås for at have en retlig interesse i kommunens afgørelse om størrelsen af løntilskuddet.

Ankestyrelsens principafgørelse C-47-03:

Moderen til en myndig datter, som vægrede sig mod at modtage hjemmehjælp fra en kommune, fandtes ikke at være berettiget til at klage over kommunens afgørelse om reduktion af hjemmehjælp til datteren.
Moderen var ikke den person, som afgørelsen vedrørte, og hun var ikke adressat for afgørelser, der var rettet mod datteren og dennes forhold. Den nære familiemæssige tilknytning til datteren bevirkede ikke, at moderen havde en så væsentlig, individuel, retlig interesse i at prøve afgørelser om hjemmehjælp til datteren, at hun – før og efter datterens død – var klageberettiget.

Ankestyrelsens principafgørelse R-13-01:

En kommune traf afgørelse om standsning af refusion af dagpenge til en arbejdsgiver, da lønmodtageren ikke længere fandtes at være fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom.
Lønmodtageren havde ud fra en konkret vurdering en så væsentlig og individuel interesse i afgørelsen over for arbejdsgiveren, at hun var klageberettiget. Det blev i den forbindelse bemærket, at kommunen burde have truffet en afgørelse over for lønmodtageren om hendes ret til dagpenge, da afgørelsen over for arbejdsgiveren byggede på en vurdering heraf. Lønmodtageren ville så umiddelbart have været klageberettiget.

  1. Ankestyrelsen har også truffet en række afgørelser om klageadgang i forbindelse med en borgers dødsfald:
Ankestyrelsens principafgørelse 2-14:

Et dødsbo havde ingen retlig interesse i at rejse en klagesag om borgerens økonomiske forhold og kunne derfor ikke efter borgerens død klage over en afgørelse.
Det var i den konkrete sag uden betydning, at kommunen havde undladt at give klagevejledning, og at en af arvingerne havde fuldmagt til at varetage borgerens interesser. Fuldmagten bortfald ved dødsfaldet.
En verserende klagesag om en borgers ret til et pengebeløb skulle derimod færdigbehandles efter borgerens død. Dødsboet kunne indtræde i borgerens krav.

Ankestyrelsens principafgørelse 176-12:

Et bo er klageberettiget i forhold til afgørelser om standsning af ydelser og modregning, som er truffet som en direkte følge af dødsfaldet, idet sådanne afgørelser må anses for at vedrøre arvingerne, hvis afgørelsen har direkte og væsentlig betydning for boet.
Et bo er ikke klageberettiget i forhold til afgørelser, som vedrører offentlige ydelser, som ophører ved personens død. At nævnets afgørelse er stilet til boet kan ikke i sig selv medføre, at boet bliver ”den person, som afgørelsen vedrører”.

Ankestyrelsens principafgørelse 237-11:

En klage over nævnets afvisning af pårørendes klageret kunne ikke behandles efter borgerens død.
Sagen vedrørte et endnu ikke igangsat forløb og efter borgerens død ville en afgørelse derfor ikke påvirke retstilstanden for nogen af sagens parter.
Borgerens pårørende havde ikke nogen retlig interesse i at få afklaret, om de ville kunne klage over udfaldet af ansøgningen

.

Ankestyrelsens principafgørelse 64-10:

Ægtefælle til afdød var hverken som repræsentant for boet, som selvstændig person eller som fuldmægtig for afdøde klageberettiget i forhold til en sag om vejledning om og etablering af en ordning om levering af personlig hjælp efter serviceloven. Både fuldmagten og sagen om hjælp og støtte i hjemmet måtte således anses for bortfaldet ved dødsfaldet.

Ankestyrelsens principafgørelse 215-09:

Boet efter en afdød boligstøttemodtager var klageberettiget i forhold til kommunens standsning af boligstøtten til afdødes lejemål.
Begrundelsen var, at kommunens beslutning om ophør af udbetaling af boligstøtte var en afgørelse, og at kommunens handling fik direkte og væsentlig betydning for boet.

Ankestyrelsens principafgørelse 48-09:

Både boet og de efterladte var klageberettigede i tilfælde, hvor sikrede afgik ved døden, før Arbejdsskadestyrelsen havde truffet afgørelse om anerkendelse af en anmeldt arbejdsskade. Ankestyrelsen var imidlertid enig med Arbejdsskadestyrelsen om, at sagen som følge af dødsfaldet udgik af behandling, da hverken boet eller sikredes børn ville være berettiget til erstatning.

Ankestyrelsens principafgørelse P-13-07:

Boet efter en afdød kvinde var klageberettiget i forhold til kommunens standsning af pensionsudbetalingen til kvinden.
Kommunens handling var en afgørelse, der fastsatte, at der ikke længere skulle udbetales pension til kvinden.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen ændrede den hidtidige retstilstand for kvinden, og at kommunens handling fik direkte og væsentlig betydning for kvindens søn samt for eventuelle øvrige arvinger. Der blev i denne forbindelse lagt vægt på, at kvindens pension ville være indgået i hendes dødsbo, såfremt kommunen ikke havde nået at tilbageføre pensionen inden dispositionsdagen.

Ankestyrelsens principafgørelse R-2-02:

En arving havde fået boet efter en afdød pensionist udlagt for begravelsesomkostningerne.
Ankestyrelsen fandt, at hun var klageberettiget vedrørende kommunens afgørelse om at modregne det indestående på den nu afdøde pensionists administrationskonto i kommunen, med kommunens krav mod pensionisten som følge af tidligere ydet personligt tillæg med tilbagebetalingspligt.

Klageadgang for andre end den person, som afgørelsen vedrører
  1. Ud over den person, som sagen vedrører, kan klager over afgørelser i spørgsmål om konkurrenceforvridning efter § 33, stk. 1, og §§ 49 og 65 i beskæftigelsesindsatsloven tillige indbringes for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af andre, som har en væsentlig interesse i afgørelsen. Det er fastsat i retssikkerhedslovens § 60, stk. 2.
    Endvidere gælder efter § 65, stk. 3, at alle personer og myndigheder, som har en retlig interesse i en afgørelse efter Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, er klageberettigede.
    Endelig kan sager om uenighed mellem to kommuner indbringes for Ankestyrelsen efter lovens § 61.
  2. Der kan være regler i de enkelte love, som giver andre personer mulighed for at klage. Eksempelvis er der en særlig bestemmelse i serviceloven om magtanvendelse, hvorefter en ægtefælle eller en anden nærtstående person, som deler bolig med den person, som sagen vedrører, er berettiget til at klage over kommunens afslag på at indstille den pågældende til optagelse i et særligt botilbud efter reglerne om optagelse i særlige botilbud uden samtykke. Denne klageregel findes i § 131, stk. 3, i serviceloven.
Uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser

§ 61. Hvis der opstår uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser, kan sagen indbringes for Ankestyrelsen.
255. Hvis der opstår uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser, kan sagen indbringes for Ankestyrelsen.

Ankestyrelsens principafgørelse 5-18:

Vestre Landsret har i en dom fastslået, at Ankestyrelsen fungerer som tvistløsningsorgan i sager om uenighed mellem kommuner efter retssikkerhedslovens § 61. Det er sager, hvor kommuner er uenige om deres forpligtelser efter retssikkerhedslovens §§ 9-9c, dvs. spørgsmål om opholdskommune og mellemkommunal refusion. Landsretten har endvidere konstateret, at kommunerne som sideordnede forvaltningsmyndigheder ikke har adgang til at træffe bindende forvaltningsafgørelser i forhold til hinanden.
Dommen betyder, at Ankestyrelsen ændrer behandlingen af sager om uenighed mellem kommuner efter § 61.

Hidtidig sagsbehandling

Hidtil har Ankestyrelsen i disse sager fungeret som rekursinstans og efterprøvet de afgørelser, kommunerne har truffet over for hinanden.
Ankestyrelsen har behandlet sagerne på samme måde som klager indbragt efter retssikkerhedslovens § 60, dvs. hvor en kommune har truffet en afgørelse med en borger som modtager.
Praksis har således været, at Kommune A skulle fremsætte et krav overfor kommune B, hvorefter Kommune B skulle træffe en afgørelse overfor Kommune A om, hvorvidt Kommune B kunne imødekomme kravet. Afgørelsen skulle indeholde begrundelse og klagevejledning. Kommune A kunne klage over afgørelsen til Ankestyrelsen, og Kommune B skulle genvurdere afgørelsen efter retssikkerhedslovens § 66. Klagefristen på fire uger i retssikkerhedslovens § 67 blev anvendt, dvs. at Ankestyrelsen har afvist sagen, hvis kommune A´s klage lå mere end fire uger efter afgørelsen fra kommune B.
Ankestyrelsen foretog en efterprøvelse af kommunens afgørelse, og resultatet af styrelsens afgørelse har været stadfæstelse, hjemvisning, ophævelse eller ændring af afgørelsen.
Ankestyrelsen har behandlet principielle afgørelser og offentliggjort dem i principafgørelsesdatabasen.
Principafgørelser og konkrete afgørelser har været anset som bindende for kommunerne. Kommuner, der ikke har været enige i Ankestyrelsens konkrete afgørelser, har dog kunnet anlægge retssag mod hinanden om kravet.