Aktiv Socialrådgiver - Formidling af socialjura

VEJ nr 9330 af 21/03/2019 Børne- og Socialministeriet. Retssikkerhedsvejledningen Vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område – Kapitel 4 Frister for afgørelser
Fremhævninger: Aktivsocialraadgiver.dk

Frister for afgørelser

§ 3. Kommunalbestyrelsen skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om der er ret til hjælp og i så fald hvilken.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal på de enkelte sagsområder fastsætte frister for, hvor lang tid der må gå fra modtagelsen af en ansøgning, til afgørelsen skal være truffet. Fristerne skal offentliggøres. Hvis fristen ikke kan overholdes i en konkret sag, skal ansøgeren skriftligt have besked om, hvornår ansøgeren kan forvente en afgørelse.
§ 3 a. Fristerne efter § 3, stk. 2, skal for afgørelser efter lov om social service offentliggøres på og fremgå tydeligt af kommunens hjemmeside. Fristerne efter § 3, stk. 2, gælder også ved kommunalbestyrelsens behandling af afgørelser efter lov om social service, som er hjemvist af Ankestyrelsen. Fristerne regnes fra modtagelsen af Ankestyrelsens afgørelse.

Fastsættelse af frister for sagsbehandlingstiden
  1. For borgerne har indholdet i afgørelserne og kvaliteten af ydelserne afgørende betydning.
    Men for den enkelte borger har den måde, som en myndighed behandler hans eller hendes sag på, også stor betydning, herunder at sagsbehandlingen sker hurtigst muligt. Derfor skal kommunen efter § 3, stk. 1, behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt.
35. Kommunen skal desuden efter § 3, stk. 2, fastsætte serviceniveauet for sagsbehandlingstider i kommunen. Kommunen skal

– på de enkelte områder fastsætte en generel frist for, hvor lang tid der må gå fra modtagelsen af en ansøgning, til afgørelsen skal være truffet,
– give borgeren besked, hvis fristen for at træffe afgørelse i en konkret sag ikke kan overholdes, og
offentliggøre oplysninger om de frister, der gælder i kommunen.
36. § 3, stk. 2, handler om de tilfælde, hvor en borger har søgt om hjælp, og hvor borgeren derfor har interesse i at få oplyst, hvor lang tid der vil gå, før der foreligger en afgørelse.
Reglen er således ikke udformet med henblik på de situationer, hvor forvaltningen uden en ansøgning fra en borger (ikke-ansøgningssager) rejser spørgsmål om, hvorvidt der er behov for hjælp. Det sker f.eks. i visse sager efter servicelovens kapitel 11 om foranstaltninger af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte.

  1. Det fremgår af § 2 i Udbetaling Danmark-loven og § 2 i retssikkerhedsbekendtgørelsen, at retssikkerhedslovens § 3 finder tilsvarende anvendelse ved Udbetaling Danmarks varetagelse af opgaver på sine sagsområder.