lokalhistorisk fotos af patienter - de skulle også aktiveres

Kilde: Ankestyrelsens hjemmeside
Sidst opdateret 21.06.2022

Fremhævninger: Aktiv socialrådgiver

CITAT:
Kommunen skal træffe en afgørelse, når en borger har fortrudt sin raskmelding efter ophøret af et sygeforløb
Ankestyrelsen ser nogle gange sager, hvor borgere raskmelder sig under et igangværende sygeforløb, men efterfølgende fortryder raskmeldingen efter ophøret af sygeforløbet.
Nogle kommuner sender disse sager videre til Ankestyrelsen uden at have afgjort, om borgerne fortsat var uarbejdsdygtige i sygedagpengelovens forstand på tidspunktet ophøret af deres sygeforløb.

Når borgere efter ophøret af et sygeforløb henvender sig til kommunen for at korrigere deres raskmelding, er det, fordi de mener, at de fortsat er uarbejdsdygtige og har ret til udbetaling af sygedagpenge eller ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb.

Det følger af almindelig forvaltningsretlig grundsætning, at der skal træffes en afgørelse, når kommunen på et ensidigt og offentligretligt grundlag beslutter noget, der fastsætter, hvad der er eller skal være ret for borgeren.

Efter Ankestyrelsens opfattelse bør kommunen derfor i disse sager konkret vurdere, om borgeren fortsat var uarbejdsdygtig i sygedagpengelovens forstand på tidspunktet for ophøret af sygeforløbet.

Hvis kommunen vurderer, at borgeren ikke længere var uarbejdsdygtig, skal kommunen enten træffe:

Afgørelse om ophør af sygedagpenge i henhold til sygedagpengelovens § 7, eller
Afgørelse om ophør af jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse i henhold til beskæftigelsesindsatslovens § 110, stk. 2.

Kommunen skal i sin afgørelse være opmærksom på Ankestyrelsens principmeddelelser 61-18 og 53-18, om tilbagevirkende kraft og Ankestyrelsens principmeddelelse F-1-08, om afgørelsesbegrebet.

Sygedagpengelovens § 7, stk. 1:

Retten til sygedagpenge er betinget af, at en person er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom.
Afgørelsen af, om en person anses for uarbejdsdygtig, sker på grundlag af en samlet vurdering af sygdommen og dens indvirkning på den sygemeldtes arbejdsevne.

Hvis en kommune vurderer, at en borger ikke længere er uarbejdsdygtig i sygedagpengelovens forstand, skal kommunen træffe en afgørelse om ophør af sygedagpenge i henhold til sygedagpengelovens § 7, før udbetalingen af sygedagpenge kan ophøre.

Det følger af Ankestyrelsens principmeddelelse 91-15, at vurderingen af uarbejdsdygtighed efter reglerne om jobafklaringsforløb følger reglerne om uarbejdsdygtighed i sygedagpengeloven. Vurderingen er således den samme.

Når en borger raskmelder sig under et sygeforløb

Når en borger raskmelder sig eller genoptager sit arbejde i hidtidigt omfang under et sygeforløb, er borgeren som udgangspunkt ikke længere uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom.

Kommunen kan undlade at træffe afgørelse om ophør af sygedagpenge eller jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse, hvis borgeren selv raskmelder sig til kommunen – fx ved brug af en raskmeldingserklæring eller ved brug af NemId på Mit Sygefravær eller Jobnet.

Kommunen kan ikke undlade at træffe en afgørelse om ophør af sygedagpenge eller jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse, hvis borgeren fx har erklæret sig enig i en raskmelding i forbindelse med en opfølgnings- eller jobsamtale.

Hvis en borger fortryder en raskmelding

Det er muligt for en borger at fortryde sin raskmelding, hvis det viser sig, at vedkommende ikke kan genoptage arbejde eller stå til rådighed for arbejdsmarkedet som oprindeligt meddelt. Her er forudsætningen dog, at borgeren har orienteret kommunen om det. Modtager kommunen en sådan orientering, skal kommunen konkret vurdere, om borgeren fortsat var uarbejdsdygtig i sygedagpengelovens forstand på tidspunktet for ophøret af sygeforløbet. Hvis kommunen vurderer, at borgeren ikke længere var uarbejdsdygtig, skal kommunen træffe en afgørelse.

Hvis borgeren har raskmeldt sig ved brug af NemId på Mit Sygefravær eller Jobnet, kan kommunen inddrage den vejledning, borgeren har modtaget på henholdsvis Mit Sygefravær eller Jobnet, i sin vurdering af, om borgeren fortsat var uarbejdsdygtig på tidspunktet for ophøret af sygeforløbet. Kommunen kan blandt andet lægge vægt på, om borgeren har modtaget tilstrækkelig og korrekt vejledning til at kunne varetage sine interesser.

Ifølge praksis skal kommunen foretage en selvstændig vurdering af borgerens uarbejdsdygtighed efter sygedagpengelovens regler. Det betyder, at kommunen ikke alene på baggrund af en a-kasses rådighedsvurdering kan anse en borger for at være arbejdsdygtig i sygedagpengelovens forstand.

Det faktum, at en borger har raskmeldt sig, vil dog typisk indgå med stor vægt i vurderingen af, om borgeren fortsat er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom.

Se Ankestyrelsens principmeddelelse 177-12.

Kommunens afgørelse om ophør af sygedagpenge eller ophør af jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse skal leve op til forvaltningslovens regler.

Det betyder, at borgeren skal have en begrundelse for, hvorfor udbetalingen af sygedagpenge eller ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb skal ophøre.

Afgørelsen skal derudover indeholde en henvisning til de retsregler, som afgørelsen er truffet på baggrund af, samt en klagevejledning, så borgeren har mulighed for at få prøvet sin sag hos Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen kan være nødt til at hjemvise en sag til kommunen, hvis kommunen undlader at træffe en afgørelse om, hvorvidt borgeren var uarbejdsdygtig i sygedagpengelovens forstand på tidspunktet for ophøret af sygeforløbet.

Borger har mulighed for at sygemelde sig på ny

Hvis kommunen vurderer, at en borger ikke var uarbejdsdygtig i sygedagpengelovens forstand på tidspunktet for ophøret af sygeforløbet, har borgeren mulighed for at sygemelde sig på ny, hvis borgeren fortsat mener at være uarbejdsdygtig. Kommunen skal ved en borgers nye sygemelding tage stilling til, om borgeren opfylder sygedagpengelovens betingelser for ret til udbetaling af sygedagpenge, herunder blandt andet sygedagpengelovens beskæftigelseskrav og kravet om uarbejdsdygtighed.