Kilde: https://www.borger.dk/arbejde-dagpenge-ferie/dagpenge-kontanthjaelp-og-sygedagpenge/kontanthjaelp/kontanthjaelp-under-30-uden-uddannelse
Tilgået d.20/12-2022
Fremhævninger: Aktivsocialraadgiver.dk
Aktivitetsparat – hvad skal jeg?
Hvis kommunen vurderer, du er aktivitetsparat, vil målet for kommunens indsats fortsat være målrettet uddannelse.
Når du modtager uddannelseshjælp, får du et uddannelsespålæg. Det gælder også, selvom din kommune vurderer, at du ikke umiddelbart har de nødvendige forudsætninger for at starte på en uddannelse.
Uddannelsespålægget fungerer som en slags ramme for samarbejdet mellem dig og din kommune, indtil du vælger uddannelse og starter på den. I uddannelsespålægget bliver din indsats hen imod uddannelse beskrevet. For selvom du har særlige udfordringer, skal du sammen med din kommune have et mål om, at du på sigt skal i uddannelse – også selvom vejen til uddannelse kan være lang.
Du kan også få tilbud om en jobrettet indsats uden et uddannelsespålæg, for derigennem at blive mere motiveret og afklaret i forhold til fremtidige uddannelsesmuligheder. Jobrettet indsats er et initiativ, som løber i perioden fra den 1. april 2022 til den 31. december 2023.
Ret til læse-, skrive- og regneundervisning
Hvis du ikke har gennemført en ungdomsuddannelse, skal du læse-, skrive- og regnetestes. Og hvis testene viser et behov for det, skal din kommune sørge for, at du får læse-, skrive- og regnekurser og eventuelt ordblindekurser. Undervisningen skal som udgangspunkt fortsætte, indtil du har opnået læse-, skrive- og regnefærdigheder, der svarer til folkeskolens afgangsprøve. Det skal sikre, at du får de nødvendige forudsætninger for at kunne gennemføre en uddannelse.
Du har ret til en koordinerende sagsbehandler
Så snart kommunen har vurderet dig som aktivitetsparat, har du ret til en koordinerende sagsbehandler. Sagsbehandleren skal sikre, at din indsats er koordineret på tværs af de kommunale forvaltninger og andre myndigheder.
Din indsats bliver individuelt tilrettelagt
Som aktivitetsparat får du hurtigst muligt en koordineret og systematisk uddannelsesrettet indsats, hvor dine uddannelsesmål er i fokus. Du vil få støtte og hjælp til at blive klar til at tage en uddannelse, og indsatsen bliver tilrettelagt med udgangspunkt i din situation og dine udfordringer.
Du kan også få tilknyttet en mentor, som kan støtte dig i tiden op til uddannelsesstart og også under uddannelsen.
Du kan få en mentor
Hvis det på grund af personlige forhold i en periode ikke er muligt for dig at deltage i tilbud m.v., har kommunen mulighed for at give mentorstøtte i den periode. Mentoren skal hjælpe dig med at få stabiliseret dit liv så meget, at du med tiden kan deltage i aktive tilbud.
Tilbud om mentorstøtte skal gives for en periode på højest seks måneder. Hvis du efter seks måneder fortsat ikke kan deltage i aktive tilbud, har kommunen mulighed for at give dig et nyt tilbud om mentorstøtte.
Mentoren kan blive ved med at følge dig – også den dag du får ordinært arbejde.
Tæt opfølgning frem til uddannelsesstart
Indtil du starter på uddannelsen, vil kommunen løbende følge op på din situation. Du får ret til rådgivning og vejledning. Når du har haft de første fire samtaler med kommunen, indkalder kommunen dig til samtaler i det omfang, det er nødvendigt. Det gør den for at sikre, at du har fokus på din uddannelse eller kommer nærmere på en uddannelse ift. uddannelsespålægget.
Rimelige sanktioner
Hvis du ikke lever op til de krav, som kommunen stiller til dig, mens du modtager uddannelseshjælp, kan du få en sanktion. Et eksempel på en sanktion kan være en såkaldt punktsanktion, hvor kommunen kan trække tre dages uddannelseshjælp fra dig. Sanktionssystemet tager højde for, at du på grund af sammensatte problemer ikke altid har mulighed for leve op til de krav, der bliver stillet til dig. Derfor vil din kommune altid tage kontakt til dig, inden der kan gives en sanktion.
Inden der bliver givet en sanktion, skal kommunen derfor vurdere, om der i dit tilfælde er omstændigheder (fx psykisk sygdom eller misbrugsproblemer), der kan begrunde, at du ikke lever op til kravene og derfor ikke skal have en sanktion.
Din kommune skal altid være i personlig kontakt med dig om, hvorfor du ikke lever op til kravene – fx om at deltage i aktive tilbud – inden kommunen må give dig en sanktion.
Klage over den kommunale afgørelse
Du kan klage til kommunen, hvis du er utilfreds med kommunens afgørelse om kontanthjælp, tilbud m.v. Du skal klage over afgørelsen, inden der er gået fire uger efter, at du har modtaget afgørelsen. Kommunen skal så genvurdere afgørelsen, inden der er gået fire uger, fra klagen er modtaget.
Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, bliver din klage sendt videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen.
Citat slut…

Aktiv socialrådgiver
Du kan som borger med en klagesag over den kommunale forvaltning (kommunen – Red) først klage over den kommunale afgørelser til kommunen (kommunen er 1¨ste klageinstans – Red)
Fastholder kommunen sin afgørelse skal du give dig en klagevejledning over hvordan du kan klage til ankestyrelsen (2¨n klageinstans – Red)