Folketingets ombudsmand - aktiv socialrådgiver

Kilde: Nyhede fra Folketingets Ombudsmand d.2/12-2021

Fremhævninger: Aktiv socialrådgiver

Citat

FAKTA: Afgrænsning af en aktindsigtsanmodning

Aktindsigtssager starter med et ønske om at se en myndigheds dokumenter om en sag eller et emne. Anmodningen er udgangspunktet for aktindsigtssagen. Ud fra anmodningen skal myndigheden finde de dokumenter frem, som den mener, at ansøgeren er interesseret i at få aktindsigt i (afgrænsning af anmodningen). Det er dermed de dokumenter, som myndigheden skal vurdere, om der – helt eller delvist – kan gives aktindsigt i efter reglerne i offentlighedsloven.

Afgrænsningen af en aktindsigtsanmodning skal tage udgangspunkt i en naturlig forståelse af anmodningen og ansøgerens ønsker, herunder i lyset af eventuel anden korrespondance eller dialog med ansøgeren. Det er myndighedens ansvar at fortolke og afgrænse anmodningen på en saglig måde, der loyalt reflekterer det, som ansøgeren ønsker.

Hvis en myndighed ikke med rimelighed kan være i tvivl om, at en ansøger ønsker at få aktindsigt i nærmere bestemte oplysninger mv., vil det derfor ikke være i overensstemmelse med offentlighedsloven at frasortere oplysningerne ved afgrænsningen af anmodningen.

Det gælder, uanset at myndigheden efterfølgende redegør for den foretagne afgrænsning i aktindsigtsafgørelsen

Hvis myndigheden er i tvivl om, hvordan anmodningen skal afgrænses, vil der ofte være anledning til at søge dialog med ansøgeren, særligt hvis myndigheden hælder til en snæver forståelse af anmodningen. I sådanne tilfælde vil myndigheden dog også kunne beskrive den foretagne afgrænsning i aktindsigtsafgørelsen.